Åh Betina....
Er du ikke lettere sensitiv?
Jeg var forkert, det var jeg i hvert til fald helt sikker på. Så hele mit liv prøvede jeg, at ikke være sensitiv...
Hver gang følelserne væltede op i mig, gik alle mine soldater til angreb på mit følelseskabinet.
Der blev lagt låg på, indtil jeg kunne være alene for at kunne hælde tårerne ud!
Til sidst blev det en vane at lægge låg på og jeg blev immun….,men heldigvis havde jeg min krop, der sagde STOP!
Nu er det nok!
Puha... kan du sige flodbølge?
Stakkels mine celler, de har sgu da været ude for et par tsunamier over tid!
Det var ikke kun de ulykkelige, men også glædesfølelserne væltede jo op i mig.
Ligesom en nytårsaften ved midnat hvor himlen bliver til et stort begejstringsbillede.
Kæmpemæssige eksplosioner og fantastiske vandfald overtog min krop og jeg blev nødt til at UDTRYKKE disse med ord og armbevægelser til stor begejstring for nogle og andre....
Ak ja, der mærkede jeg jo tydeligt irritationen slå kolbøtter i deres mave og deres tanker kunne jeg fornemme på miles afstand.
”Hold kæft hun er sgu da bare for meget!”
At jeg samtidig altid har kunnet mærke andre menneskers følelser gjorde det ikke nemmere, for hvad var mine og hvad var deres følelser?
Langsomt skruede jeg godt og grundigt ned for mig selv.
Det var frygteligt, for al den energi og disse følelser skulle jo have afløb et sted.
Som barn syntes jeg f.eks.altid, at snefnug var så fasinerende og jeg kunne bruge timer på at studere dem, først falde ned fra himlen og ramme min vinduesrude og derefter følge deres sidste rejse som regndråber, med min finger.
Den hengivenhed over naturen, mennesker der kysser hinanden på gaden, en far der følger sin datter til skole, hånd i hånd.
En hund der venter på sin ejer ude foran supermarkedet, et barn der dagdrømmer, ja alt der passerer mig på min ve,j kaldes også nuet.
At mærke, se, føle, røre, høre, lugte, smage ja såmen bare vide, at det er sådan det er, har tit gjort, at jeg kommer for sent!
Nu har jeg healet det ubehag ved at komme for sent og blive forstyrret og det har sgu gjort, at jeg står tidligere op og planlægger meget mere end jeg nogensinde har gjort før og jeg har nu lov til at nyyyde at alle mine sanser får lov til at leve i nuet.
Jeg er blevet mere ligeglad med om, folk synes, at jeg er for meget!
Jeg nyder jo bare at leve....
Det var en lang rejse at lære at skrue op for selvværdet - for jeg var jo lidt forkert i at være SÅ sensitiv!!
Så kom bare an studentervogne med glade unge der hujer og skriger glædesskrål...jeg kniber en følsom tåre for jer!
Følsomme tanker fra Betina -Juni 2010
