Hvordan sker sjæletab?
Gennem mit arbejde med mennesker er jeg kommet frem til, at sjæletab i de fleste tilfælde sker fordi vi giver vores sjæle væk, bevidst eller ubevidst. Hver af os født med den mængde kraft, vi behøver for at leve, men efterhånden som vi vokser op og bliver socialiserede, så sker der noget. Vi bliver oplært. Vi bliver oplært til at "passe ind", og vore læremestre, enten de er forældre og familie, skolelærere, legekammerater eller til og med familiens hund eller kat, viser os alle, hvordan verden er sammensat - sådan som de ser det. Nogen af dem prøver at være gode lærere for os og tager meget hensyn til, hvem vi allerede er. Andre igen vil bare forme og kontrollere os efter deres egne ønsker.
Helt fra barnsben lærer vi, at hvis vi forholder os til omgivelserne på bestemte måder, har vi størst chancer for at opnå visse resultater, både positive og negative. I mange tilfælde fører dette til sunde mønstre for personlig udvikling og kommunikation, hvis de, som opdrager os, er afbalancerede og opmærksomme individer. I andre tilfælde er det imidlertid sådan, at ønsket om at tækkes andre ofte kan føre til at vi ikke er ærlige overfor os selv.
Allerede i de tidligste leveår begynder mange børn at give deres kraft til forældrene - som på sin side enten har glemt eller aldrig har hørt Kahlil Gibrans ord: "Dine børn er ikke dine børn." Hvis forældrene er ubalancerede eller har egne dybe problemer, er det ofte op til barnet, selv fra tidlig alder, at prøve at skabe balance i hjemmet. Nogle gange er dette som udgangspunkt helt umuligt. Og nogle gange er det sådan, at hvis vi skal være, som andre vil have os, kan vi ikke være os selv. Hvis sådanne vilkår varer ved, vil den del af vor sjæl, som er overset eller udhungret, forlade os. Dette er sjæletab.
I skolen vil ønsket om at blive accepteret af vore klassekammerater ofte få os til at gøre ting, som måske ikke er naturlige for os, for eksempel at være med i et slæng, som mobber den som er "anderledes". Denne trang til at blive godtaget bliver alt for ofte til angst for at blive udelukket. Senere i livet, når vi ønsker at beholde en elsker eller en ven, vil vi ofte ignorere os selv og vore følelser i et forsøg på at bevare forholdet intakt. Dette gør vi netop, fordi vi har lært, at det at være ærlig mod sig selv er en trussel mod forholdet. Vi lider i stilhed, og dermed kaster vi vand på vores egen ild. Hvad sker der så med varmen? Dette er også sjæletab.
Gennem mit arbejde med mennesker er jeg kommet frem til, at sjæletab i de fleste tilfælde sker fordi vi giver vores sjæle væk, bevidst eller ubevidst. Hver af os født med den mængde kraft, vi behøver for at leve, men efterhånden som vi vokser op og bliver socialiserede, så sker der noget. Vi bliver oplært. Vi bliver oplært til at "passe ind", og vore læremestre, enten de er forældre og familie, skolelærere, legekammerater eller til og med familiens hund eller kat, viser os alle, hvordan verden er sammensat - sådan som de ser det. Nogen af dem prøver at være gode lærere for os og tager meget hensyn til, hvem vi allerede er. Andre igen vil bare forme og kontrollere os efter deres egne ønsker.
Helt fra barnsben lærer vi, at hvis vi forholder os til omgivelserne på bestemte måder, har vi størst chancer for at opnå visse resultater, både positive og negative. I mange tilfælde fører dette til sunde mønstre for personlig udvikling og kommunikation, hvis de, som opdrager os, er afbalancerede og opmærksomme individer. I andre tilfælde er det imidlertid sådan, at ønsket om at tækkes andre ofte kan føre til at vi ikke er ærlige overfor os selv.
Allerede i de tidligste leveår begynder mange børn at give deres kraft til forældrene - som på sin side enten har glemt eller aldrig har hørt Kahlil Gibrans ord: "Dine børn er ikke dine børn." Hvis forældrene er ubalancerede eller har egne dybe problemer, er det ofte op til barnet, selv fra tidlig alder, at prøve at skabe balance i hjemmet. Nogle gange er dette som udgangspunkt helt umuligt. Og nogle gange er det sådan, at hvis vi skal være, som andre vil have os, kan vi ikke være os selv. Hvis sådanne vilkår varer ved, vil den del af vor sjæl, som er overset eller udhungret, forlade os. Dette er sjæletab.
I skolen vil ønsket om at blive accepteret af vore klassekammerater ofte få os til at gøre ting, som måske ikke er naturlige for os, for eksempel at være med i et slæng, som mobber den som er "anderledes". Denne trang til at blive godtaget bliver alt for ofte til angst for at blive udelukket. Senere i livet, når vi ønsker at beholde en elsker eller en ven, vil vi ofte ignorere os selv og vore følelser i et forsøg på at bevare forholdet intakt. Dette gør vi netop, fordi vi har lært, at det at være ærlig mod sig selv er en trussel mod forholdet. Vi lider i stilhed, og dermed kaster vi vand på vores egen ild. Hvad sker der så med varmen? Dette er også sjæletab.
