Rabbinerens gave.
Der var engang en stor Munkeorden – der kun havde fire munke tilbage på klosteret. Den Orden var døende. I de omkringliggende skove – var der en lille hytte – som en Rabbiner fra en nærliggende by brugte fra tid til anden.
Munkene vidste altid hvornår Rabbineren var i hytten – fordi de kunne se røgen fra hans ild over trætoppene.
Da Abbeden spekulerede over sin Ordens forestående død, kom den tanke til ham – at han kunne spørge Rabbineren – om han kunne give ham et råd – så han kunne redde Klosteret.
Rabbineren bød Abbeden velkommen i sin hytte – og da Abbeden forklarede årsagen til sit visit, kunne Rabbineren kun være enig med ham: ” Jeg ved, hvordan det er” – sagde han. Menneskene har mistet deres ånd – det er det samme i min by. Næsten ingen kommer mere til synagogen”.
Sådan fortsatte de sammen og drøftede Biblen og deres tro.
Tidspunktet kom hvor Abbeden skulle gå.
” Det har været et dejligt visit” – sagde han “men jeg har ikke nået mit mål. Er der ikke noget du kan sige til mig, så jeg kan redde min døende orden?”
“Det eneste jeg kan sige til dig” – svarede Rabbineren – “er at Messias er blandt jer”.
Da Abbeden kom tilbage til Klosteret – samledes munkene sig omkring ham og spurgte: ” Hvad sagde Rabbineren – kunne han hjælpe?” Abbeden svarede:
” Det eneste han sagde – da jeg gik – var at Messias er blandt os.
Men jeg ved ikke, hvad de ord betyder.”
I de følgende måneder grublede munkene over det udsagn – og spekulerede på om der var noget specielt over Rabbinerens ord: “Messias er blandt jer”.
Kunne han måske have ment, at Messias er en af os munke her på Klosteret? Hvis det er sådan – hvem af os er så Messias? Mente han måske Abbeden? Ja – hvis han mente nogen – så var det sikkert Abbeden. Han kunne da bestemt ikke have ment broder David!
David var irriterende ind i mellem. Men – når man tænker over det, har David næsten altid ret.
Måske mente Rabbinerens broder David…?
Naturligvis mente han ikke MIG. Han kunne Umuligt have ment mig. Jeg er jo bare en ganske almindelig person.
Og dog – TÆNK hvis han gjorde det. Tænk hvis JEG er Messias!
Fordi de forsatte med denne fordybelse – begyndte munkene at behandle hinanden med ekstraordinær respekt, ud fra den mulighed at en af dem kunne være Messias. Og ud af denne ændring af deres tanker – begyndte munkene også at behandle sig selv med ekstraordinær respekt.
Det skete at der af og til stadighed kom mennesker for at besøge den pragtfulde skov – og Klosteret. Uden at være bevidste om det begyndte de besøgende at fornemme en speciel åndelig aura. De følte klart den ekstraordinære respekt der nu fyldte Klosteret.
Uden at vide hvorfor – begyndte folk at komme oftere til Klosteret for at spise frokost – lege og bede. De begyndte at tage deres venner med sig – og deres venner bragte deres venner med sig. Så skete det, at nogle af de yngre mænd – som kom og besøgte Klosteret begyndte at tale med de gamle munke. Efter et stykke tids forløb spurgte en af dem – om han måtte tilslutte sig dem. Og så kom en anden og en anden og spurgte om han kunne tilslutte sig de gamle munke. Inden for få år – blev Klosteret igen en levende orden – et vibrerende center af lys og spiritualitet i området.
Namaste
Det guddommelige i mig – hilser det guddommelige i dig!
