Ydmyghed består i at kunne anerkende andres værd.
Ren ydmyghed kan vel også fortolkes som et begreb, der hører sjælen til.
Når man er nået til det punkt i livet, at man ikke længere behøver at være centrum i denne verden og kan fralægge sig ”mig mig mig” og udskifte tendensen til det narcissistiske,
for i stedet at være en del af noget større sammen med alle de andre.
At kunne lytte til andres erfaringer og viden og samtidig byde ind med egen lærdom – og tro på at man selv har noget andre kan bruge til noget.
Ydmyghed er ikke selvudslettende, selvom mennesket indimellem kan synes at forstå sig selv som sådan, hvis ikke de hele tiden gør sig synlige på forskellig vis.
Det bunder måske i et lavt selvværd og en barnlig tilstand at præsentere sig selv grandios og uovertruffen.
Tit og ofte ender det med at skræmme andre væk eller man fejlvurderer ganske enkelt egne evner og begår skæbnetunge fejltrin i livet som tager tid at genoprette. Der lærer man måske lidt om definitionen på sand ydmyghed.
At forstå sig selv og kende til selverkendelsens dybe sandhed.
Vi ved ikke det hele og vi lærer hele tiden, og dagligt støder vi på hinanden for at lære hinanden om livet og hvad der egentlig er vigtigt.
At kunne deltage i fællesskabet og nyde at dele ud af sin kærlighed, viden, livserfaring og ikke mindst rummelighed.
Ydmyg tanker fra Betina
“A great man is always willing to be little.”
― Ralph Waldo Emerson
