Det er en velkendt sandhed, at vores følelser har en afgørende indflydelse på vores daglige liv.
Men hvad sker der, når vi begynder at undertrykke dem?
Denne skjulte praksis med at ignorere, benægte eller skjule vores inderste følelser er som at bygge et hus på en skrøbelig grund.
Det kan virke solidt til at begynde med, men med tiden begynder det at krakelere, og før vi ved af det, står vi over for en mur af uløste konflikter og en manglende evne til at forstå os selv.
Det er vigtigt at spørge os selv hvorfor. Hvorfor undertrykker vi vores følelser? Er det for at passe ind i samfundets rammer, fordi vi er blevet opdraget til at tro, at visse følelser er forkerte eller svage?
Måske har vi lært at undertrykke dem som en overlevelsesmekanisme, en måde at beskytte os selv på mod det ukendte og det smertefulde.
Måske er det opvæksten, der har skabt denne indre konflikt. Mange af os er blevet opdraget i miljøer, hvor vores følelser ikke blev anerkendt eller accepteret.
Vi lærte at gemme vores smerte bag en facade af styrke, at undertrykke vores frygt bag en maske af tapperhed.
De voksne omkring os, selv dem der elskede os mest, fortalte os gentagne gange at sluge vores følelser, at skubbe dem væk og ignorere dem.
Vi lærte at “holde op med at græde” eller “ikke tage det så tungt”. Disse velmente, men skadelige sætninger blev en del af vores indre dialog, og vi begyndte at tro på dem.
Vi ser det også i vores forældres generation, der brugte lyserøde nuancer til at male over de mest dystre oplevelser.
Vi ser det i vores venner, vores partnere, og i vores egne børn. Denne cirkel af undertrykkelse fortsætter, med mindre vi bryder den.
Denne pige vokser op og sluger kameler og lyver for sig selv.
Hun lader sig overrumle af mænd (for de mener det jo ikke så slemt.)
Men hvordan bryder vi den?
Det kræver mod at se ind i de mørkeste hjørner af vores sind, mod at konfrontere vores følelser ansigt til ansigt og mod at lade dem komme ud i lyset.
Det kræver, at vi stopper med at lyve for os selv, at vi stopper med at skjule vores sårbarhed bag en mur af stolthed.
Som terapeut i traumeterapi har jeg set de ødelæggende virkninger af følelsesmæssig undertrykkelse.
Jeg har set, hvordan den stjæler vores energi, hvordan den fører til kronisk stress og følelsesmæssig udmattelse.
Men jeg har også set, hvordan frigivelsen af disse følelser kan skabe en dyb og helbredende forandring.
Det kræver, at vi tillader os selv at føle, at vi tillader os selv at være menneskelige og at vi tillader os selv at heles.
Det er på høje tid, at vi begynder at ændre vores indre dialog. Lad os begynde at anerkende vores frygt, vores sorg og vores smerte. Lad os begynde at sige til os selv, at det er okay at være bange, at det er okay at være såret. Lad os skabe et rum, hvor vores følelser kan blomstre, hvor vi kan være os selv uden at skulle gemme os bag masker og facader.
Så lad os bryde igennem mørket og omfavne vores inderste følelser. Det er på tide at frigøre os selv og leve et autentisk liv, der er fyldt med ægte følelser og ægte forbindelser.
Vi skal dælmer sige det som det er!
Hvis far eller mor råber, skal den anden forældre sige :
“Det er ikke ok og det gør ondt i maven at lytte til det der!”
“Nu fortæller vi alle hvordan det fik os til at føle.”
Og forældrene skal med ind i den øvelse for at være eksemplet!
Det er ikke nemt, men det starter med forældrene som skal lære at styre deres temperament og stoppe med at lave selvbedrag og lyve for sig selv.
Og lade som om alt er godt.
Jeg laver traume terapi og en del af terapien går ud på at forløse de følelser, som sidder fast i kroppen.
Det giver usund stress. Vi bader i kortisol hver dag. Der sidder en energi-tyv inde i os og stjæler fra os hele tiden. Der er ikke noget at sige til, at vi faktisk har brug for at dulme os hele tiden.
Og er konstant trætte.
Når vi forløser traumerne, healer vi følelserne i kroppen.
Når vi giver slip, får vi alt det som vi har brug for helt automatisk.
Det har vi bare aldrig lært at tro på.
I stedet trækker vi vejret dårligere.
Får mindre ilt til kroppen.
Det er ikke sundt.
Jeg siger det bare.
Føl, mærk og bryd igennem mørkeland.
Mange hilsner Betina
