Døden
– kan være en udvej og lettelse
hos folk med svær depression.
Min vej tilbage til livet.
Min opvågningskrise – 12 dage i vanvid og smerte.
Mødet med “Indianerne” i 2005 blev mit omdrejningspunkt.
Jeg skulle igennem Sjælens mørke nat.
Der var ingen vej tilbage.
Det er faktisk helt naturligt, for folk med svær depression at komme så langt ud, at døden ikke føles langt væk. Og det kan føles som en lettelse at forlade den komplicerede verden.
I 2005 tænkte jeg tanken et par gange og et sus af lettelse gennemsyrede min krop, når jeg stod ved bølgerne, ved min elskede strand i Liseleje
og mærkede hvordan de hev og trak i mig.
Når man kæmper sig igennem en svær depression, begynder man tit at tænke over nogle af de helt store spørgsmål om liv og død, og hvad der egentligt er meningen med det hele.
Desværre kommer svarene ikke altid lige så naturligt som spørgsmålene.
Jeg blev dengang reddet af min healings og opvågningskrise.
Jeg lå alene på mit stuegulv i 12 dage og kastede op, græd, hallucinerede, chantede – jeg var faktisk lige til en indlæggelse og havde der været en psykiater tilstede, var jeg helt sikkert tvunget med.
Jeg låste min dør og vidste, at jeg skulle igennem noget.
Og nej, jeg var ikke på hverken svampe eller Ayahuasca.
Det skete helt naturligt, da jeg overgav mig.
Jeg hører trommerne i det fjerne, den gnistrene ild omringet af åndernes sirene sang.
Shamanerne tager over. Jeg dør. Jeg forsvinder ind i intetheden.
Mødet med
The dark night of the Soul.
Min dødsangst forsvinder – jeg ved, at når jeg dør, vil Gud tage sig af mig.Det har mormor altid lovet mig. – Tro Betina!
Hører jeg hende sige i mit indre.
Jeg græder af lettelse.
Jeg hører min egen stemme:
Fie og Freja jeg bliver nødt til at give op.
Indianerne samler mig op.
Shamanerne og jeg skulle slås i 12 dage med mit store Ego, som jeg tit så i hallucinerende tilstand, sidde i en stol med en kæmpe Fuck-finger lige op i ansigtet på mig. “Du får mig aldrig, Betina!” hånede det. mens det hoppede tilbage i min krop og skreg og forpinte mig.
Jeg var indespærret i min egen krop.
Jeg tabte 10 kilo i de 12 dage på gulvet. Febervildelser, smerterne i min krop, som var så uudholdelige, at jeg måtte vride mig fra side til side. Det føltes som kæmpestore sorte slimede slanger, som snoede sig rundt i min krop.
Jeg græd og råbte og banede og svovlede.
– ”Jeg vil ikke mere. Lad mig dø!”
De 12 dage i ildprøven,
vejen til min passion.
Jeg rejser mig som
Fugl Fønix ud af asken.
Det jeg lever og ånder for hver dag.
Hver dag træder mennesker ind i min hjertestue,
med livets udfordringer og ingen kan få mig til at give op på mennesket
– for jeg har været der selv.
Jeg rummer meget smerte og lidelse i dag, på grund af den healingskrise.
Giv ikke op, men vid, at der ligger et arbejde forude,
som kan få dig til bage til livet med kærlighed, lykke og fred.
Vi skal bare finde ind til essensen.
