Når mor bløder på sine børn – og kalder det kærlighed

Der findes en sorg, som sjældent bliver talt om højt:
Sorgen over at have en mor, som ikke tager ansvar – ikke fordi hun nødvendigvis er ond, men fordi hun ikke vil møde sig selv.

Måske var der mad i køleskabet, måske kom du i skole til tiden.
Men det følelsesmæssige ansvar – dét, der handler om at blive set, rummet og spejlet – det manglede.
Hun stod der, fysisk til stede, men indvendigt optaget af noget andet. Ofte hendes egen smerte. Hendes egen historie. Hendes evige tilbagevendende. “I ved ikke hvor hårdt det har været at være mig!”
De børn får ikke et ben til jorden.
For hun hiver fortidskortet frem hver gang.

Hun bløder stadig.
Ikke med vilje, ikke nødvendigvis med ond hensigt.
Men fordi hun aldrig har lært at tage sig selv i hånden og hele det, der engang blev slået i stykker.

Og hun bløder på dig.
På dine følelser, din frihed, dine forsøg på at sige fra.
For hver gang du prøver at udtrykke dig, møder du hendes afværg:“Du forstår ikke, hvad jeg har været igennem.”
“Det er ikke nemt for mig heller.”
“Jeg gør det så godt, jeg kan.”

Ja. Og det er måske rigtigt.
Men det forandrer ikke, at du bliver gjort lille i forsøget på at være ærlig.
At du lærer at være hensynsfuld i stedet for hel.
At du aldrig helt får lov at være barn, fordi hendes smerte fylder hele rummet.
Du har ikke ret til at have det dårligt!

Og en dag begynder du at bære hende.
Ikke bare i dit hjerte, men som en opgave.
Du bliver hendes følelsesmæssige væbner – den, der skal forsvare hende, forstå hende, forklare hende for andre – endog undskylde hende overfor andre. 
Du lærer at scanne omgivelserne og reagere forud for, at noget kunne såre hende.
Du beskytter hende mod kritik, mod sandhed, mod hendes egne skygger.
For du tror, at hvis hun falder fra hinanden, falder du med.

Hun tror måske, det er tæthed.
En særlig forbindelse.
Men i virkeligheden er det en forbytning af roller, hvor barnet bliver forælder – og moren det skrøbelige barn.

Hun tror, hun viser dig sin sårbarhed.
Men i virkeligheden bruger hun den til at slippe for ansvar.
Hun undgår at stå i det, der er nu – ved at trække dig med tilbage i det, hun selv manglede dengang.

Og det er her, den vigtige skillelinje går:

Det er ikke dine børns opgave at bære din fortid.

Og det er aldrig deres job at beskytte dig mod dig selv.

At være mor er mere end at give mad og tøj.
Det er at være den voksne – ikke bare med praktisk ansvar, men med følelsesmæssigt lederskab.
Det er at turde se på sig selv og tage ansvar for sin egen heling, så man ikke ubevidst gør sine børn til bærere af ens egne ubearbejdede sår.

Du må gerne have været et barn med smerte.
Men når du er mor, er det dit ansvar ikke at lade den smerte gå i arv.
Ikke forklædt som kærlighed, nærhed eller sårbarhed – men som det, det er: en undvigelse af voksenansvaret.

Det er ikke for at skabe skyld.
Det er for at vække ansvar.
For der findes en vej, hvor kærligheden ikke længere bløder – men binder, heler og bygger bro.

Og måske starter den vej med en erkendelse:
At dine børn har brug for dig – ikke som et sår, men som et hjem.
Hvor de kan føle sig trygge – også i sig selv.