Som Kim Larsen skrev:
“De kom flyvende med storken
Til dette gudsforladte sted”

“åh de smukke unge mennesker
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle”

Problemet er bare, at de ikke har måtte stikke af og være legesyge frie sommerfugle.
I skyggen af denne Coronatid.

Jeg forstår så godt, at tålmodigheden er ved at slippe op.
Mine piger går i 3.g.
Corona har stækket deres vinger.
Jeg husker min egen studentertid som den fedeste tid – EVER – i mit liv.

Vi var alle målrettede men samtidig havde vi “en fest” hver dag. Vi mærkede følelsen af at leve i 3 år i et fællesskab af glæde, hjælpsomhed, fællesskab, grin, sjov og leg.
Vi var sgu samtidig alvorlige med lektier og afleveringer. Og fester holdt vi også.
Det er den skønneste tid i mit liv.

Jeg synes faktisk, at det er synd for dem at have måttet leve under Corona i denne tid, men hold da op, hvor er jeg imponeret over “de unge smukke menneskers” ansvarsfølelse.

Har lige haft 5 unge i mit hjem i et par dage. De var helt alene. (jeg var sendt i exil)
De var alle testet fri for Corona og så slog de lejr. I mit hjem!
Sammen gik de i skole, ved hver deres computer. Så lavede de mad sammen og hyggede sig med håndbold og film. De oplevede indre by, med lange gåture og masser af frisk luft.

Glade unge mennesker som lige nød at være sammen. Sådan rigtigt….. LIVE.

De ryddede så flot op efter sig og jeg tror sgu, at der er blevet mere rent efter de har været på besøg.
Jeg håber og tror, at mange familier, der har mulighederne, gør det her for deres unge.
Men jeg hører samtidig også mange ytre sig om “unge mennesker”
At de er uansvarlige, dovne og egoistiske. – ”De tænker kun på dem selv”.

Disse meningsdannere har sikkert mødt nogle unge, som har været det, (eller også har de bare hørt om nogen, eller kender nogle, der har hørt om nogle).

Jeg er af den grundmurede overbevisning, at vi ”voksne” skal lade være med at generalisere så voldsomt i forbindelse med ”de unge”, men også lade vores meninger reflektere af det positive som vi oplever mere end en gang inden vi dømmer ”de unge”. De er også skønne, glade og fulde af forventninger, men de har også fået stækket deres vinger det sidste år og de savner hinanden.

Med fælles kærlig rummelighed overfor hinanden kan vi alle mødes på midten, uanset hvilke egen-oplevelser vi måtte have.

Lav nogle forventningsafstemninger – vær åben for kompromisser.
Og put ”My way is the highway” – holdningerne, dybt ned i baglommen.

Giv dem din tillid. De kan godt.

De ønsker virkelig at gøre det ordentligt.
De er faktisk hamrende skønne og søde!
Jeg forstår godt, at de synes, at vi som de voksne kan være F……irriterende nogle gange, for nogle voksne oplever de som formanende, alvorlige og bekymrede hele tiden.

Vi skal passe på, at vi voksne ikke fratager dem deres selvrespekt,  deres lederskab og ikke mindst deres ungdom fra dem –

De kan godt! Og de vil godt!!

De kan ikke få nok at din anerkendelse.
Den gør dem stærke og påvirker deres lyst til at gøre det godt!!!