Den gamle cirkushest

Den gamle cirkushest

PolkaaPony

Der var engang en Pony som hed Polka.
Den var efterhånden en gammel traver.
Polka havde travet og optrådt i cirkus i mange år og kendte hver en krog i den runde manege.

Hun elskede at kigge ud på børnene og bøjede dybt i respekt for dem. Hun så glæden i børnenes øjne. Hun vidste, at hun vakte jubel og nød hvert et sekund. Hver aften stod hun på marken og tyggede på det friske græs, mens månen langsomt trådte frem på himlen.

Polka blev født langt ude landet på en gammel gård.
Bonden vidste, at denne hest var helt speciel.

Så snart Polka var moden, tog han hende da også til et nærliggende marked.
Han tænkte blot at lade hende blive set af dem, som kunne se det unikke i hende.
Ganske rigtigt kom en mand forbi og sagde til bonden.

”Jeg vil betale lige hvad du har brug for, for at blive ejer af dette dyr!”

Bonden svarede med et seriøst og anerkendende blik tilbage:
” Hvis du behandler hende med værdighed og respekt er hun din og jeg har blot brug for lidt tobak til min pibe og en ny kjole til Lillemor på gården. Jeg er forsynet med alt, hvad jeg har brug for, men lidt tobak og en ny kjole til Lillemor på gården vil vække jubel.”

Manden betalte og gemte lidt større mønt i bondens tobak.
Han vinkede farvel til bonden og lovede at dette pragtdyr skulle blive behandlet som bonden ønskede.

Manden forkælede den lille pony og bevarede alt det unikke i den. Til sidst blev det dog en kende for meget, for manden glemte helt sig selv. Han ofrede alt på Polka og blev til sidst syg og døde.

Polka blev solgt til en cirkusdirektør med æren i behold.
Cirkusdirektøren tænkte: ” Dig vil jeg gøre ære og samtidig kan du holde liv i mit gamle Passionscirkus. Du kan virkelig skaffe mig kunder i butikken med din pragt.
Cirkusdirektøren lod Polka med de andre heste ovre i den store stald.

Lykken var kort, for de andre heste ville ikke kendes ved Polkas pragt.
Det gjorde dem utrygge. Polkas lys spredte en energi ud i stalden og dette lys kendte de andre heste ikke til. De kendte til lyset fra manegen og energien fra menneskets måben og råb såsom:
” Århhh og neej !” gjorde dem trygge.
Og det der drev dem var den sukkerknald som lå i domptørens lomme.

Tilbage i stalden blev de mindet om deres egen manglende pragt og de kendte kun til at bide og sparke den væmmelige pragt ud af Polka.

Polka forstod ingenting? Hun havde aldrig oplevet noget lignende og prøvede ihærdigt at blive en del af flokken, i al sin pragt.

Men ak, ingen af de andre heste ville hende og lukkede hende ude. Polka stod ude i regnen, alene i mudder og kulde og prøvede at lukke øjnene når fluerne kom.

Fluerne sad klistret fast i øjenkrogene, i ørerne og bed og satte deres klamme spy overalt på hende. Fluerne gjorde hende befængt og der startede et helvede i Polkas indre.

Til sidst magtede Polka kun at piske sig selv med sin hale, for at få de befængte fluer væk.

Hvert et slag med halen gjorde så ondt på Polkas krop, alt imens hun kun hørte på fluernes summen. ”Du er ikke god nok og de andre vil dig ikke – når du er anderledes. Du skal gøre og præstere som dem, så bliver du en del af dem. Du skal ikke gøre eller præstere bedre end dem kun lige så godt. Så bliver du lukket indenfor igen.”

Polka blev mere og mere trist og hun tabte sine flotte hestehår. Hun havde skab og betændelsen i hendes indre tog til. Hendes flotte manke var væk.

Cirkus direktøren som ellers var en brav mand, undrede sig over Polkas nye ydre og glemte sine gamle dyder som menneske og tog frygt-direktørhatten på. Han prydede Polka med vask, ny farvelade og pynt, for at dække over de skaldede pletter og hun fik sukkerbidder når hun optrådte. Men blikket i hende, trængte stærkt igennem og langsomt blev Polka en del af de andre heste, som makkede ret for en sukkerknald.

Polka gjorde alt for at få sit sukker. Hun mærkede hver gang en hurtig nydelse som gennemstrømmede hendes forpinte hestekrop, men kom hurtigt tilbage til sørgmodigheden. Stalden blev et trygt sted at være med alle de andre sorgfyldt heste. Der stod de, dag ud og dag ind og ventede på, at cirkus ville åbne og manegens lys og folkets applaus, som kortvarigt ville bevare livet i dem.
En dag faldt Polka om. Hun lå i det stinkende tissevåde hø.
De andre heste vrinskede højt til hinanden: ” Så er der mere hø til os!” og når de mærkede sorgen og frygten i deres indre, vrinskede de endnu højere om kap.
Polka  var bevidstløs og mens fluerne gned deres grimme flueben mod hinanden, summede de i Polkas ører:
” Haha! Du troede nok, at du var mere end en gammel cirkushest!”

”Du er nul og nix!”  fluerne grinede hånligt og summede overalt omkring og inden i stakkels  Polkas hoved.

Pludselig hørte Polka en meget velkendt stemme.
” Se Lillemor, der ligger vores Polka!”

Polka bevægede ørerne, hun lyttede intenst til den meget lave stemme i sit inderste ører, men ak, lyden af de summende giftige fluer, gjorde hende bevidstløs igen.

Se Lillemor vores smukke pragtfulde Polka ligger der, hvem har dog budt hende det?
Spurgte Bonden.

Lillemor var en meget klog lillemor og svarede sin hyggelige bondemand.

”Det der, Lillefar, er skabt af flokkens frygtsbevidsthed og den tvinger alle i knæ som ikke bærer det ansvar at tro på sig selv og være den mester de nu engang er.”

”Åh lillemor, hvad skal der til for at vække Polka til live igen?”

Fluerne havde nu hørt, at Bonden og Lillemor var tilstede i Polkas indre og summede endnu højere.

”Vi vil gøre dit liv til et helvede med vores summen – Du skal ikke lytte til Lillemor! – Vi er mange fluer og vi formerer os og vi bliver ved! Jo mere du lytter – jo højere summer vi!”

Lillemor sagde til Bonden: ” Vi kan være hendes tro og tillid, indtil hun vælger at blive den Polka igen, som hun nu engang er.”

Bonden svarede:” jamen hvad hvis hun tvivler Lillemor?-

Hvad hvis hun vælger fluernes lokken?”
”Det eneste vi kan Lillefar, er at være hendes Tro, bede for hende og hviske i hendes ører.
Samtidig kan vi belure fluerne og narre dem og når de et kort sekund er uopmærksomme, kan vi træde til og blive en overdøvende stemme i Polkas indre.”

Fluerne var helt oppe på fluesummerne og Polka kunne kun høre dem,  selv om hun i sit indre godt vidste, alt det,  hun virkelig var. Men det var så langt væk og det var nok for sent?

Hvordan skulle stakkels Polka rejse sig?

Når dræbende summen og klam spy boede i hende.

Pludselig befalede Lillemor, at fluerne ikke havde summetid mere! –  og straks herefter befalede hun Polka at rejse sig! –  og forstå hvilket pragteksemplar hun var! Træk vejret Polka! Du er i live!
”Vil du så tage det lederskab til dig!” Beordrede hun.

Polka åbnede sine øjne og kiggede op, alle de andre heste stod stimlende om hende og kiggede ned på hende. De vrinskede: ”  Du skal ikke tro, at du er lys! Du skal ikke tro, at du er lys.!”

Polka kiggede op på dem

”Jo jeg tror! –  for jeg kan se jeres lys! ”Når jeg kan se jeres lys, ved jeg, at jeg også er lys.”

Polka tog mod til sig og rejste sig og idet hun stod op på alle fire ben, hørte hun gråden i de andre hestes indre. En lettelsens gråd over at mærke helingen i dem selv, når de pludselig kunne mærke deres egen pragt ved at gense Polka i sit lys.

Alle hestene hoppede og vrinskede rundt i stalden ”Vi er lys! Vi er lys!”.

Fluerne sad på bjælkerne og surmulede. De prøvede at summe, men de havde mistet deres summe evne, på grund af alt det lys og de højlydte glædesvrinsk.

”Polka du er vores inspiration!” vrinskede de andre heste.
Polka takkede og rystede de værste lammelser af sig og lige der kom cirkusdirektøren ind.

Han tænkte: hvad sker her?
Han tændte lys i stalden og så på de glade heste hoppe rundt i stalden.

Den aften blev forestillingen en helt anden.

Kan du forestille dig et cirkus!

Den aften klappede alle børnene af vrinskende og glade heste og ponyer som sprang rundt af egen fri vilje. Sukker vankede der ikke længere, men masser af frisk hø i stalden og en tur på markerne  i det fri. Fluerne sad stadig surmulende og gned deres små flueben, alt imens de prøvede at genfinde deres summen.

Polka stod på marken og nød i sit indre at have gjort børnene glade.

At være cirkus hest var slet ikke så tosset! Når bare man får friheden til det!

Fluerne genfandt deres kraft, når de stødte på andre, som ikke havde troen på sig selv!

 

Slut prut finale – skrevet med Polkas hestehale.

 

Betina Ekman – September 2014

 

 

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email
Luk menu

Betina Ekman

Tilmeld dig mit 

nyhedsbrev

15987