Er du allergisk overfor personligt ansvar?

Eller kender du nogen, som er?

Nogle mennesker flygter et helt liv fra denne selv-misopfattede plage og det kan betyde et meget vanskeligt og til tider meget ensomt liv. Måske bor der et offer i din hustand?

Læs videre og find ud af om du er ved at slide dig selv op fordi du er overansvarlig og tror, at det er dig som skal fixe alting.

Offerets historie - En klagesang

Det er helt normalt at pive/brokke sig lidt over tingene, når det ikke helt går som vi forventer.  Vi har faktisk brug for, og ret til, lidt selvmedlidenhed, lidt tid til at samle os selv op igen, justere vores håb og drømme så de kommer mere a jour med virkeligheden. På den måde kommer man til rette i sadlen igen.

Refleksionsperioden varierer fra menneske til menneske.

Nogle mennesker kan rent faktisk føle sig lidt flove over, at beklage sig på denne måde. Men ærligt talt er det også sundt at gennemgå et forløb som ikke bare er kørt på skinner.  Man vender og drejer hver en sten, og på et tidspunkt fatter det bevidste menneske, at der altid er to til en tango, at man også selv havde et ansvar i missæren og at livet går videre, især når man giver slip, tilgiver og ved, at i morgen starter en ny dag.

Det selvbevidste menneske vil altid spørge sig selv:

Hvad skal jeg lære af det her?

Offeret imidlertid, vil oftest gå med en grublen over, hvordan det kan frasige sig ethvert ansvar i den opståede situation.

Denne midlertidige tilstand af  refleksion er imidlertid vand i forhold til, hvordan et ægte eksemplar af “fuldblodsoffer-racen reagerer. Et sådant eksemplar  med  offeridentiteten brændt ind i bevidstheden, er en person, der identificerer sig med krisen, traumet, sygdommen og andre vanskeligheder, der er opstået i deres liv, og især livskriser, der er begyndt tidligt i livet.

Det startede med at være en overlevelsesteknik. Vanen tog så over og pludselig er historien blevet til den de er. Et fuldblods offer. Det er nemmere for dem at resignere og bare indse, at livet er en lang kamp, som de altid taber, end det er at pleje deres håb og ønsker om, at de selvfølgelig også kan vinde i sidste ende. Offeret søger, ofte ubevidst, efter at få ret i at livet er hårdt og at det kan de ikke gøre noget ved.  Sådan er deres fortidshistorie og sådan skal det forblive. Så hvorfor ikke undgå alt det besvær i tilværelsen, og bare acceptere identiteten som offer. Den har de jo vænnet sig til.

Genkend her nogle typiske elegier, som offeret crooner ustandseligt.

 

  • Livet er bare så hårdt.
  • Hvorfor skal jeg stå op, jeg bliver bare savet over igen.
  • Jeg tager røven på dig, før du tager røven på mig.
  • Man kan ikke stole på nogen.
  • Det kan jeg ikke.
  • Der er ingen, der forstår hvor hårdt, det er at være mig.
  • De andre er altid efter mig.
  • De andre er bare altid bedre, hurtigere og klogere.
  • Hvorfor sker det her altid for mig.
  • Se, nu er jeg igen syg.
  • Hvorfor stopper det aldrig.
  • Jeg skal gøre alting selv.
  • Efter alt, hvad jeg har gjort for dem, så fortjener jeg ikke denne behandling.
  • Nej nej, I skal ikke tænke på mig. Jeg klarer bare mig selv.

Måske genkender du noget i dig selv eller måske har du en kollega, ven, familiemedlem, som kan disse replikker til 12 med pil opad.

 

 

De selvskabte ubevidste programmer.

 
Disse overbevisninger er skabt af offeret selv. Sandsynligvis tidligt i livet. Med det formål at undgå at skulle engagere sig i sit eget liv og undgå ubehaget ved de skuffelser og ubehageligheder som alle mennesker møder her i livet.
Tag ikke fejl her, for offeret er virkelig bange for at møde disse skuffelser.
Og selvfølgelig støder de også på dem. Og det er simpelt hen for ubehageligt at skulle steppe ud, hvor ting eller mennesker kan skuffe dem, dømme dem ude, ikke gode nok, svage eller måske ligefrem dumme.
 
 
Offeret vælger tit at hyle blandt de ulve som ligner dem selv, eller de søger selskab blandt personer, der måske har det endnu værre.
Så kan de sidde og bekræfte hinanden i, hvor håbløst alting er.
De vil vade rundt i fortiden for at blive bekræftet i deres, ofte selvopfundne misery. 
Skulle nogen tilbyde ofrene nogle muligheder for at skabe ændringer i deres liv, vil svaret klassisk være en lang liste af  “ja menner.”
Det er også fordi …..

 

Er det en helt umulig opgave at bevidstgøre offeret?

 

Hvis vi har modet og dumdristigheden i hjertet  til at konfrontere offeret med den kendsgerning, at han/hun er ansvarlig for eget liv, vil det begynde at græde og fortælle os gentagne gange, at vi bare ikke forstår, hvor svært de har det.  Livet er bare sværere for dem end alle andre – de ved ikke hvorfor – men det er det. Basta!

De kan vedlægge alle slags rationaler for denne erklæring, men sandheden er, at de bliver nødt til at fortsætte med at tro på at livet er svært, og det kun kan blive værre.  Det er det mest trygge, og de slipper for at skulle kæmpe.

Offeret vil måske bede dig om gode råd, men når du så forsøger at hjælpe, finder han/hun, enten en måde at sabotere din løsningsmodel på, eller beklage sig over, at du har misforstået det hele, er idiot, og du skulle bare selv prøve det, og hvad er der egentlig med dig!
Sandsynligvis vil reaktionen dog blot være himmelvendte øjne og kryben ned i hullet igen.

Du bliver frustreret og forsøger at få offeret til at indse, at vedkommende har brug for hjælp og finde en løsning på situationen. Du vil forblive i håbet (imod alle odds), at det vil lykkes for det menneskeoffer.
Ofrenes ubevidste, måske bevidste mål er, at få folk til at ynke dem og på den måde, indirekte bekræfte sig selv i deres ulykke. De rigtig dygtige manipulatorer kan til sidst få dig til at føle, at Du er skyld i hele denne ulykke.

På denne måde mobber/misbruger “ofrene” ofte andre,  det lige fra krav om økonomisk bistand Og hjælp til alle mulige andre formål. Det stakkels offer manipulere groft sine omgivelser og kan rent faktisk gøre sig selv syg for at få det som det vil have det. De ved typisk præcist, hvilke knapper der skal trykkes på for at få andre til at begynde eller fortsætte med at tage sig af dem. Faktisk kaster menneskemisbrugeren sig tilbage i sin skyggefulde offeridentitet som et middel til at retfærdiggøre sit misbrug af andre.

 
 

Det er normalt ret vanskeligt for offeret selv at indse, at han/hun lever som offer. Det gør det umuligt for vedkommende at leve et godt liv, og tage lederskab i livet. Der er nemlig en underliggende stor skam bag deres indsats for manipuleringen og deres evige jammer.  Men hvis de kan komme til at erkende det og forstå de budskaber, de modtager fra den velmenende støtte, vil  han/hun efterhånden lære at indse, at deres maske og offerrolle aldrig var sådan fra begyndelsen og at det fremgroede paranoia blot var skabt af Gremlinen, der skabte offeret.

 

Grænser og krav.

Det er vigtigt at bemærke, at de mennesker, som er omgivet af dette “offer”, tit og ofte selv bliver syge, eller drevet til vanvid af offerets manipulation. Det er deres ansvar at sige stop overfor denne menneskemisbruger i deres nærhed og begynde at sætte grænser og stille krav. Faktisk kan de hjælpe offeret til at begynde at skabe forandring ved at stille krav og ikke godtage ynk og selvmedlidenhed.

For at man kan stoppe med at lade sig manipulere af offeret, skal man se ind i sig selv og tænke på, at der måske også ligger  lidt skjult skam hos en selv.

Det er kun en skam ikke at gøre noget.

Ja vi må skammen til livs, og rydde op, for det gode liv ligger og venter på alle.

Måske har du brug for hjælp til at kunne hjælpe dit offer derhjemme.

Måske ved du ikke hvilken vej du skal vælge?

Ring eller skriv - så finder vi vejen sammen.