Er du pårørende til en relation med offermentalitet?

Eller måske genkender du dit eget offer ved at læse med her?

Hver eneste af os står over for prøvelser og trængsler i livet, der ofte er uden for vores kontrol.
Og nogle af disse udfordringer er mere alvorlige end andre – tabet af en elsket eller en alvorlig diagnose.
Vi mister job, økonomi og nogen gange kan det se ud som om, at den negative spiral aldrig vender.

Når der forekommer noget ødelæggende i vores liv, betyder den normale menneskelige reaktion ved at føle sig såret og i smerter absolut ikke, at man sidder fast, og at dette gør en til et offer.

Når jeg refererer til en “offermentalitet”, taler jeg om, er der nogen, der konsekvent har en “stakkels mig” -indstilling – der fuldt ud tror, at andre mennesker eller eksterne faktorer er 100% ansvarlige for, hvorfor de føler sig ulykkelige eller uopfyldte i deres liv .

De fleste af os kan finde ud af at klynke, surmule eller ynke for en stund, når tingene ikke går vores vej.
Vi har alle brug for lidt sorgtid, lidt tid til at samle os igen igen…., genforhandle vores håb og drømme mere i overensstemmelse med virkeligheden, og så er vi tilbage i sadlen igen.

Den tid, det tager for os at gøre, varierer hos hver enkelt menneske. Mange mennesker føler sig en smule generet, når de klynker på denne måde, for det føles for os som om vi er i skamme/ynkelig-krogen.
– Og måske er vi det et øjeblik?

Men virkelig, er det så farligt at undersøge og reflektere? Måske finder vi ud af, at vi egentlig ikke havde noget at skamme os over og måske finder vi ud af, at vi måske ikke selv var så fine i kanten og måske kan det forløse noget at erkende det. Så et stykke tid i stakkels-mig/refleksions- krogen er nok ikke så ringe endda.

Denne midlertidige tilstand af selvmedlidenhed er imidlertid en dråbe i havet sammenlignet med hvad der sker, når vi har at gøre med nogen med fuldstændig offeridentitet. En person med offeridentitet er en person, der har identificeret sig med alt, uanset kriser, traumer, sygdomme eller andre vanskeligheder, der er opstået i deres liv, især dem, der begyndte på det meget tidligt i livet. De gjorde dette som en overlevelsesteknik.

De kan gå med en forfærdelig og meget ubevidst angst som styrer dem.

De er fast besluttet om, at de aldrig kommer ud af den følelse i kroppen, Så hvorfor ikke bare undgå hele “menageriet” ved blot at være et evigt offer?

For det menneske med offeridentitet høres disse strofer ofte:

   Livet er virkelig, virkelig hårdt.

   Hvorfor overhovedet stå op, man bliver alligevel bare  sparket ned igen.

   Pas på, pas altid på… der lurer altid noget lige rundt hjørnet.

   Man kan ikke stole på nogen.

   Jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke.

   Du forstår bare ikke, hvor svært det er for mig.

   Alle er altid efter mig.

   Der er altid nogen som altid bare er bedre, dårligere, klogere, dummere eller smartere end jeg er.

Disse overbevisningsmekanismer er på plads for at beskytte offeret fra nogensinde at skulle engagere sig med ansvarlighed i livet og ændre gamle mønstre eller klare livets forhindringer. Det er simpelthen for risikabelt. Nej, den bedste måde at tackle livet på, er bare at blive på negativsiden af ​​livet og aldrig, aldrig, aldrig forvente mere. For det bliver aldrig bedre!

Offeret vil helt sikkert beklage sig og halvsarkastisk håne-grine til andre om, hvor hårdt livet er. Men hvis nogen nogensinde tilbyder ham/hende nogle muligheder for at ændre dette liv, kommer offeret klassisk tilbage med en lang liste med “Ja, men”.

Hvis vi har hjertet og lederskabet til at konfrontere ham/hende med denne kendsgerning, kan de begynde at græde og fortælle os gentagne gange, at vi bare ikke forstår, hvor svært det er for dem. Livet er bare sværere for dem end for andre – de ved ikke hvorfor – men det er det.
De knytter muligvis alle slags rationaler til det udsagn, men sandheden er, at de vil fortsætte med at tro, at livet er hårdt.

Som i terapien møder jeg nogen gange “Klienten” som beder mig om at ordne sit liv. Når jeg tilbyder min løsning , vil han/hun enten finde en måde at sabotere min løsning på, eller han/hun vil klage over, at jeg gjorde det hele forkert, eller var lidt for uempatisk og at det er noget ved måden jeg gør det på. Eller han/hun vil helt afvise mine løsningsmodeller.
Det er her jeg skal holde fast og ikke blive frustreret.

Dybest inde ønsker dette offer at forblive et offer.
Hvis du er en dygtig og garvet terapeut og som kan gennemskue dette offerspil er du en stor hjælp for offerklienten når du holder fast og tager lederskab.
For så kan du bryde offer barrieren ned. Og der er jeg en snedig kærlig/skrap terapeut-mutter.
Ikke altid i momentet vellidt, men jeg er terapeut for at skabe løsninger og for at få min klient på rette vej og op igen og ud i livet med lederskabet i hjertet.

Naturligvis er den sekundære gevinst for offeret det faktum, at han/hun kan få folk til at blive og tage sig af ham/hende på netop denne måde – for hvem kan nogensinde virkelig forlade det stakkels offer uden at føle sig frygtelig skyldig når offeret står der og klynker, græder og er fuldstændig i opløsning. Der giver jeg terapi til pårørende som står overfor offeret dagligt og frustreret ser til og med magtesløshed i hele kroppen. Det er ikke nemt at være pårørende til et “stakkels offer.”

 

På denne måde mobber ofre andre ofte i alle former for plejegivere, idet disse plejegivere kører fra at yde økonomisk og kontinuerlig lyttehjælp og praktisk hjælp til det stakkels offer for bogstaveligt talt at tage alle deres valg og beslutninger for ham/hende. Offeret ved typisk nøjagtigt, hvilke knapper der skal trykkes på i andre, for at få dem til at begynde eller fortsætte med at tage sig af ham/hende. Faktisk strækker mobbeidentiteten sig baglæns ind i deres skyggefulde offeridentitet som et middel til at retfærdiggøre deres misbrug af andre.

Er du pårørende, skal du stille dig selv det spørgsmål om du rent faktisk hjælper dit “stakkels offer”? Hvad tror du selv?

En endnu vanskeligere konsekvens af at leve ud af offeridentiteten er det faktum, at mange ofre faktisk tiltrækker mobbere som deres partnere.
Dette skyldes, at mobberen ofte leder efter dem, som han/hun kan drage fordel af. Men det er også fordi offeret ikke tror, ​​at hun nogensinde vil få noget eller nogen bedre. Dette er dog ikke, fordi offeret føler, at han/hun ikke fortjener det bedre, det er fordi han/hun må tro, at livet er hårdt, eller at det bliver meget sværere.

Han/hun kan ikke se det, for at se det ville betyde at tage ansvar for sit eget liv, og han/hun vil aldrig, aldrig gøre det, af frygt for, at tingene vil blive meget sværere.

Det er normalt ret vanskeligt for offeret at se, at han/hun lever ud af offeridentiteten i stedet for at leve fra det autentiske jeg, fordi der er skam knyttet til deres bestræbelser på at manipulere og deres historie med fiaskoer. Men hvis han/hun kan komme til at se det tydeligt og høre de meddelelser, det giver ham/hende, kan han/hun begynde at erkende, at denne maske og kostume aldrig var ægte i første omgang, og at der er nogen inden i, der er stærk og dygtig og på hvem han/hun kan stole på.

Så hvordan sker det?

Vi skal selvfølgelig tilbage i fortiden og hente information fra barndommen.

Udfordringen kan være den, at hvis offeret har gået i terapi i årevis og har lykkes med at få sympati fra sine adskillige psykologer/terapeuter og har kastet om sig med offerhistorier som nærmest handlingslammer dem som skal hjælpe offeret, og efterlader dem med at uundgåeligt. Gud, det er da også en forfærdelig historie…..

Så hjælper vi ikke offeret en skid!

En god hjælper presser offeret lidt efter lidt og bruger lederskab, som i offerets øjne ligner en uempatisk metode.

Her er jeg kendt som den kærlig skrappe madamme som siger…nu skal vi videre ud over stepperne for at du kan få det bedre…….Jeg holder dig i hånden hele vejen!

Jeg sidder altid klar med en Offert-smækker når offeret starter forsvaret eller modstanden med et …Jaja,,, jeg ved det godt, meeeen…….. også kommer offersætningerne igen…..

Jeg hører altid om hvor længe min klient har arbejdet med sig selv…..

Nogle svarer: ”hele mit voksne liv.”

Så sidder de fast i samme mønstre, og ja så ved jeg, at jeg sidder overfor et offer, som vil gøre alt for at fastholde sig selv i den forfærdelige lidelseshistorie.

Godt jeg har en god kontakt til en kærlig skrap heks som ikke giver op og som ikke er bange for at blive anklaget for at være uempatisk.
Lederkab er noget af det kærligste værktøj du kan eje.
For det får offeret videre…….hvis offeret vil videre…….

Der er nogle som vælger offervejen til, desværre.

Dette kan ende i depression og en meget negativ spiral som kan være ufattelig svær at komme ud af. Men sådan behøver det ikke ende.
Og jeg hjælper også folk ud af deres depression hvis de er havnet der. Ring 61 55 25 58.

Er du pårørende? Så  er det som skal til, at du som pårørende lærer at tage ansvar og lederskab overfor offeret, sådan hjælper man nemlig bedst.

Dette blog indlæg kan vække mange følelser i dig, men vid at med rette lederskab kan alle mennesker hjælpes ud af den negative spiral.

Jeg har haft klienter som kom igen efter 4-5 år og som sagde, du var den som var mest skrap overfor mig og nu er jeg klar til at slippe min “offert”!

Den slags klient elsker jeg! For jeg skal love for at vi kommer ud over stepperne…… YES!

Om du er pårørende eller genkender offeret i dig selv, kan jeg hjælpe dig. Jeg ser ikke ned på dig som offer, jeg ved faktisk godt hvor svært du har det, men du skal videre og ud og sige:

JA TAK til livet IGEN!

Er du pårørende, så ved jeg godt hvor magtesløs og frustreret du føler dig og jeg har både løsninger til bearbejdning af blokeringer i dig og værktøjer til at skubbe kærlig skrapt til dit offer derhjemme. Ring gerne for en uforpligtende samtale mellem:

7:30 – 8:30 mandag til torsdag.

 

Ønsker dig en vidunderlig dag.

Kærlige lederskabshilsner

Betina

 

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email
Luk menu

Betina Ekman

Tilmeld dig mit 

nyhedsbrev

15987