Er du pleaser?

Lider du også af behagesyge?

Behagesyge kan let og lige så stille udvikle sig til mere end blot særlig omsorg.  Den er  ofte socialt accepteret og skiller sig sjældent ud. Du får næsten ros fra omgivelserne over dine positive handlinger.

  • “Nej , nu skal jeg!”
  • “Pyt der går ikke noget af mig!”
  • “Hold da op, det var da ikke noget særligt!”

At please ser meget tilforladeligt ud, men får til sidst en ubevidst og negativ effekt på “pleaseren” selv.
Det kan ende som narkomani. Man kan ende med at blive afhængig af at please og det  er med store konsekvenser for både psyken og helbredet hvis man ikke opdager det i tide.

Behovet for at please ligger ikke altid ligefor, men symptomerne kommer frem ved samtaleterapi omkring opvækst, arv og miljø.
Det er faktisk ret nemt at afkode.

Hvad gør pleasing, når skaden er sket.

1. Den hindrer dig i at kunne tænke selvstændigt.

2. Den binder dig til en rolle, hvor du bliver udnyttet.

3. Den kan bevirke, at du ikke tager de nødvendige forholdsregler omkring økonomi, kærlighed og sociale relationer.

4. Du kan komme til at blive udsat for narcissistisk manipulation. Læs om forløb her: offer for en narcissist.

Skaden skaber således nogle ret uoverkommelige komplikationer i dit liv, som en følge af fortrængte psykiske behov, som ikke er gennemarbejdet. 
Man kan næsten gå og føle sig lidt usynlig og føle at man går i et med tapetet. Og det kan få selv et ret stærkt menneske i knæ.

For meget behagesyge?

Du er ubeslutsom, mangler retning og er ikke altid egenansvarlig.
Det er oftest de andre først!

“Du hader den med ILTMASKEN – men ved det inderst inde godt!”

Du er grænseløs og søger hele tiden at løse andres problemer.

Du er god til at mægle og bliver overansvarlig selv når det ikke er dine udfordringer.

Du tiltrækker mennesker, du kan redde.

Du føler stress og kender til modløshed og kan være deprimeret. (Oftest ubevidst)

Hvorfor pleaser man?

Som barn fik du ros og anerkendelse når du tilpassede dig. Det er en del af forældrenes måde at opdrage på. Ingen siger, at det er den rigtige måde og forældre har ikke fået et forældrekørekort. Det er både nødvendigt og naturligt, at du udvikler evnen til at tilpasse dig andre og de sociale omstændigheder, du er i. Men forældre kan glemme at  lære dig at mærke dine egne behov, lyst og impulser. Og du skal støttes i at forfølge dem, så du får en sund jeg-følelse og et godt selvværd.

Hvis du ikke lærer at navigere dine egne behov med hensynet til andre, får du problemer. Overfokuserer du på dig selv, udvikler du narcissistiske træk, men overfokuserer du på andre, mister du dig selv og bliver en pleaser. GOT IT!

Som Pleaser har du fået den opfattelse, at du bliver forladt eller straffet ved at prioritere dig selv. Du har oplevet, at andres kærlighed er betinget af din adfærd. Og hvis du ikke er god, rigtig, hjælpsom eller dygtig, så frygter du at blive afvist, forladt, undgået eller ligefrem straffet.

Dette ses hyppigt i narcissistiske forhold.
Læs mere ved at klikke her.

Du har det godt med dig selv, når du føler dig påskønnet af andre. Og desværre kan du udvikle en afhængighed heraf. Det forstærker dit pleaser -gen, hvilket gør, at du identificerer dig med pleaserrollen. Du kalder det bare noget andet:
” Jeg er ham/hende den omsorgsfulde”
Det bliver en negativ spiral, hvor du til sidst glemmer, at du er meget mere, end det som du gør for andre. Husk at du også er det menneske som skal turde stå alene og sige: ” nej i dag kan jeg ikke gøre noget for andre – for i dag er det “MIG-DAG!”

Mennesket har altid et formål med enhver handling, – det gælder også pleasing.

Mennesker gør som hovedregel aldrig noget, uden at der er et formål. Dette kan være latent, men fortjenesten kommer.

Ved at please forventer du, at der på et tidspunkt, vil falde et anerkendende ord eller “klap” for dine “Nu skal jeg nok……”

Nogle pleasere samler deres regninger sammen til den store regnskabsdag.
Så lyder sætninger som:

  • “Efter alt hvad jeg har gået og gjort for dig….!”
  • “Lidt taknemmelighed kunne man vel forvente, efter alt….!”
  • “Tror du at det har været sjovt at gå og rydde op efter dig?”
  • Fortsæt selv listen!

Martyren har ikke levet forgæves i Pleaseren!

Sæt dig selv fri til at vælge hvornår du vil behage andre og drage omsorg for andre uden at tilsidesætte dine egne behov.

Mange hilsner Betina

Husk at du altid kan ringe og få en gratis 20 min, uforpligtende samtale med mig.

Telefon: 61 55 25 58

Hverdag mellem 8-9