Nu kan jeg kalde mig selv for sportseliteforældre.

Hvordan fanden putter man en Ekman ned i den kasse?
Det må være lidt ligesom at skulle mikse vand og olie.
Jeg må famle rundt i blinde og bruge min intuition som lommelygte.

Min indre sladrehank er ikke altid lige begejstret.
Ligesom drengen fra Kejserens nye klæder, som højlydt og naivt råber et:
Men han har jo ikke noget tøj på!
Velkommen til de skjulte agendaers fagre voksne verden.
Skal jeg virkelig ud og investere i en Hannibal mundkurv?

Iagttagelser fra en golfturnering Girls Only.

Klokken er 05:30, bilen er pakket og to døsige teens sætter sig ind i bilen.
I ansigtet står der printet på dem begge.

”Don´t even try!”
Maskinpistolen er ladt og enhver mor, som vil vide sig sikkert i live, senere på dagen, ytrer ikke, og slet ikke begejstret:
-Sikke et liv I lever, sikken barndom, ih…. hvem mon I skal spille på hold med?

Jeg finder min indre “jeg- snakker -med -mig -selv” livsnyder frem
og forvisser mig om, at livet som “Sports -Elite -Forældre -Chauffør” er fantastisk.
– Se solen piger!
Tavsheden dugger bilruderne mere til
og Gps´en siger 1 time og 57 minutter.

P-pladsen er allerede godt fyldt op.
Nogle forældre fra andre klubber står endog
også med termokaffe, (der lærte jeg noget nyt, for restaurantenen er selvfølgelig ikke åben kl. 6:3o om morgenen). Selv nogle af disse garvede er også “holdt op”af maskinpistoler.

Som den Ekman jeg nu engang er, hilser jeg et meget kækt og smilende:
Godmorgen! …til mine medgidsler.
Dér lammes jeg af den velkendte og skarpe spydspidse Mor-himlen.
Argh – lige midt i solar plexus!

Ingen kommer mig til undsætning.
jeg hiver selv spyddet ud igen.
Vi går igennem den flotte skov og ramsløgene rammer mine næsebor, et syn af hvidt bunddække fryder øjet. Solen titter så småt frem mellem trækronerne.
Jeg er en heldig Elitechauffør.

Der er skilte overalt. Selv en blind kan finde vej – og alligevel går vi forkert.
Det er selvfølgelig chaufførens skyld og jeg tager den straks på mig.
Teen Golfer One, har en granat i hånden.
Teen Golfer Two, spidder Woodo dukken.

Jeg får nu øje på en anden elitechauffør i håndjern, fast lænket til den grønne skovbænk.
– Ved du hvor man indskriver sig? Spørger jeg sagte.
Nu går det op for mig, at han også er kneblet.

Jeg hører et mhhmmmm.. Hans nikker kraftigt i den retning, vi skal gå for at komme ned til klubhuset.

Jeg presser hårdt mod døren, min elite chaufførmorhjerne har aldrig aldrig rigtigt afkodet de der hiv/skub mærkater.

og spotter nu, gennem glasset, en meget høj mandsperson med meget brede og ranke skuldre.

På panden står skrevet
ELITE FAR- COACH.
Han forsøger ikke at gemme sin himlen og det viser sig så, at jeg åbenbart skulle have hevet.
Jeg når med nød og næppe ikke at blive ramt af den udsvingene dør,
for ELITE FAR- COACHEN har travlt.
Han skal på drivingranchen med sit håbefulde golftalent.
Jeg ser en anden mor snige en pakke Kleenex ned i lillepigens golfbag.
Vi nikker til hinanden og smiler indforstået af det MODERlige trick.
Jeg lister også lige tørre sokker ned i golfbaggen.

Jeg skal nu vente i ca. 36 hullers timers tid, for jeg er nemlig en af de elitechauffører, som er nægtet total adgang til at følge med rundt.
Jeg skal lige bemærke, at jeg aldrig har været med ude.
Det har aldrig været en option.
Jeg venter pænt på den grønne skovbænk ved siden af den kneblede mand og lytter til de mange lyde.

Genkender da også rågerne og kragerne for ikke at tale om mågerne.

Men nye lyde har tiltrukket sig min opmærksomhed – det skal undersøges nærmere.

Lydene kommer uden tvivl fra banen, og for at kunne undersøge dem nærmere, må det indebære, at jeg overtræder den usynlige grænse, vel vidende, at den lange tur hjem, vil blive til en rejse i fnysende tavshed, badet i skarpt lys fra lynende øjne, hvis jeg bliver set.
Det værste der kan ske for mig, som Elitesportschauffør, er at blive spottet ude på banen.

Jeg ifører mig derfor nu min mands camouflageheldragt og tilhørende sløringsnet.

Han har haft stor succes med den, og fulgt vores piger på mange golfrunder, uden at blive opdaget.

Men mit klare formål er selvfølgelig udelukkende at få opklaret, hvorfra de mystiske lyde stammer.
Er nu fuldstændig usynlig og venter i spænding ude i det høje krat.
Vejret er fuldstændig vidunderligt. Kraftig vind, men med solen som barmhjertig støtte.
Jeg er klar.

Pludselig hører jeg igen de ukendte lyde.
Den ene er en høj hvislen. Som når luft indsuges gennem sammenbidte tænder.
Lyden kan variere fra næsten uhørligt – til lyden af en større orkan.

En anden lyd minder om en barselsstue under de sidste presseveer.
Disse lyde efterfølges tit af larmende tavshed.

Jeg aner nu i det fjerne, 3 hoveder dukke op over den bakkede fairway.
2 af hovederne finder hurtigt deres golfbold, som anes lidt ude i semiroughen.

Det 3. hoved har det straks værre. Bolden er væk!

Lyden fra før, som mindede om presseveer, får pludselig ben at gå på.
Den kommer tydeligvis ud af, ELITE FAR COACHEN, der zigzagger rundt i det knæhøje græs med bøjet hoved.
Sætter mit stopur til. Tiden går og alle hovederne leder nu længe i det høje græs.
ELITE FAR- COACHENs datter siger forsigtigt, at der er gået over 5 minutter.
Samme hvislen fra før, blot dybere, gennemsyrer mine ører.
– Jeg så den herovre!
Et sidste ihærdigt forsøg fra FAR-Coachen.
Pludselig lyder et af presseveerne endnu højere: – Den er her…haha! – Der kan du se min pige….
Pigens kinder ligner overmodne tomater og hun henkaster et undskyldende blik på sine medspillere.
– Men det er ikke min bold far!

Skulle man brøle som en moderhøne nu?
Jeg vælger tavsheden, ikke mindst for ikke at afsløre mit dække.

Jeg ser ELITE FAR- COACHENs lange og hurtige skridt forsvinde længere ned ad golfbanen.
Der kommer røg ud af ørerne på ham.
Jeg er lige i hælene på ham. Og han aner intet.
Stilheden forstyrres af omtalte hvislen og selvsnak fra den “stakkels” far, som blot prøver at få lidt ilt af sin datters talent.

Kun en tåbe frygter ikke denne EliteFarCoach.
De er ikke nogen truet dyreart, tværtimod, og de strejfer rundt på landets golfbaner og sikkert også andre sportsarenaer verden over.
Måske kunne man stille bure op ude på golfbanerne og låse dem inde der?
Så kan de blive lukket ud, når “Girls Only” spiser frokost.

Jeg er nu ret glad for min titel som SportsEliteChauffør.

Jeg nyder at se mine piger glade og udleve deres passion.

Og jeg lader dem spille!

Men jeg holder øje…. et skarpt øje fra den grønne skovbænk, for nu genkender jeg lydene af hvislen og presseveer og burene er sat i produktion.

Inde i burene vil jeg også hænge disse nyttige regler op – for så kan de vel lære det?

NB! De må godt fodres. men pas på de ikke bider.

Knus Betina (en Sportselitechaufførmor i kort snor.)