Terapi handler om at flytte sin bevidsthed fra den ydre verden til den indre.
Det handler om at lære at prioritere selvudvikling og selvindsigt og lære at give slip på maskerne, stædigheden og stoltheden samt, ikke mindst, flugten som egoet ønsker at tage. Det gælder om at blive bevidst om andre giftige adfærdsmønstre fra Egoets side. Adfærdsmønstre der ellers gør livet til et levende helvede for en selv.
Det indre arbejde handler også om at erhverve sig selvbevidsthed og tage hul på rejsen mod “egenkærlighed”. Dette arbejde er afgørende for at komme “martyrsyndromet” til livs.
Dette indlæg handler om: “Martyrrollen”
Snup nu en tår kaffe, men lad nu være med at få den galt i halsen! –
Vi slås alle med vores indre martyr….
Men det er graden af den rolle, og ikke mindst vores egne blinde vinkler på den, der besværliggør livet.
(Lidt martyr har vi da lov til at være…..)
Martyrens fjende nummer 1 er Bitterhed.
At dvæle ved historien, tillader bitterhed at blive en evig, latent del af vores karakter, så vores egenbevidsthed går fra en ferm, åben og selvmotiverende person, til et ynkværdigt offer, som fremelsker kynisme, forstokkethed og paranoia – dybt inde i sig selv.
Bitterhed stikker en kæp i vores livshjul. Det går både ud over os selv og vores omgivelser, hvis ikke de kan sige fra overfor vores bitre gift.
At fortsætte med at ruge og “lide” over det skete, fastholder os fanget i fortiden – forlænger vores smerte og forhindrer os i at komme videre med dit liv.
Det forhindrer vores også i at være i nuet og hindrer os i at se de gode ting i livet der selvfølgelig også udspiller sig.
“Det er spild af både tid og god energi”.
Når jeg har “martyren” i terapi, siger de:
– “Jeg ved det måske godt, MEN jeg har bare gjort SÅ meget, så jeg kan ikke bare…”
– “Man kan hvad man vil!” – Svarer jeg.
-” Men så vil jeg ikke endnu!” lyder svaret så – (lettere fornærmet)
Jeg svarer:
– “Det er ok, at du ikke er klar endnu, men vær nysgerrig på, hvad det er, du venter på skal ske.”
-” Men jeg ved jeg ikke, hvad der skal ske …endnu.”-
– Nu kommer så spørgsmålet fra den tåbelige terapeut:
– “Venter du på at blive rost og hyldet?”
(Husk, jeg har altid nogle bløde puder man kan kaste med…..)
De fleste svarer….
-“Ja s´gu fandmer ja!”
Så nu er der virkelig gang i festen i terapirummet. – Jeg ytrer:
-” Tak – nu kan jeg endelig mærke dig! – Skal vi så komme ind til sorgen og smide bitterheden ad H til…?”
-“Ja Betina! – S´gu fandmer ja!
Nu føler jeg “Martyrens” maske glide af. Nu træder sårbarhed langsomt frem. Og Sjælen genfinder efterhånden sit eget naturlige leje.
Utydelig, underfundig kommunikation og indestængt vrede.
Bitre mennesker benytter en form for snedig, passiv-aggressiv kommunikation og der er ofte stor forskel på, hvad de siger og hvad de gør. Det er dog meget vigtigt for mig at pointere, at dette oftest er helt ubevidst, og uden skjult agenda.
Det er en komplet blind vinkel indtil der kommer lys på den.
Det er umuligt at fornemme, hvad martyrerne føler, fordi de ikke viser nogen følelser overhovedet eller også viser de to helt modsatte følelser på samme tid.
Det kan være virkelig forvirrende at være i dialog med disse mennesker – og, ikke mindst, svært for deres omgivelser at tackle.
Martyrerne føler, at de hele tiden bliver krænket og det afføder en tendens til at handle fjendtligt, kynisk og stædigt. “De andre” , eller én eller anden hændelse bliver pålagt skyld, og jo flere velargumenterede forklaringer, man forsøger at give dem, jo mere føler de sig som offer.
– Det fremprovokerer tit en fjendtlig adfærd, i forsøget på at forsvare deres uafhængighed og med deres bedrevidenhed, har de tendens til at afvise andre folks forslag.
Det påvirker forholdet til andre mennesker, Især også de nære relationer.
Bitterhed kan drive folk, som vi holder af – væk, men tiltrække andre bitre mennesker – som fluer til et stykke sukker.
Hvorfor dvæler vi ved bitterheden?
Hvis bitterhed forårsager så mange problemer, hvorfor kan vi ikke bare give slip på den?
Vi hævder måske over for os selv, at vores nag og bitterhed kun er forsøg på at opnå en form for retfærdighed eller oprejsning.
MEN – der er normalt en dybere psykologisk årsag til, at vi holder fast i noget, som vi inderst inde godt ved er usundt i længden.
Bitterhedens indbildte, positive intentioner, giver os en følelse af formål og handling,- selvom det er negativt. En måde – og en dårlig vane at holde sammen på os selv på.
Bitterheden efterlader os siddende tilbage med fortrydelser og ærgelser, som gnider sig dybere og dybere ind i kroppen.
Det er ikke bare usundt, men direkte ødelæggende.
Bitterhed kan også være en måde at undvige at stå ansigt til ansigt med frygten for livsændringer på, eller dulme angsten for at fejle.
Når noget er gået dårligt og som vi kan være bitre over, kan vi bruge bitterheden som undskyldning for ikke at gøre noget ved det.
Vores bevidsthed fokuserer : – “Jeg vil aldrig udsættes for det igen!”
Den naturlige, kreative SJÆL har forladt kroppen, og det stålfaste EGO har nu virkelig bidt sig fast og “passer” på os.
Bitterheden hvisker i vort indre øre: – “Hvis bare dette ikke var sket…..så..”
Det er også en måde at undgå at tage ansvaret for at skabe vores liv og komme videre. Hvis bare alt kunne blive ved det gamle, hvor vi som ” selvopofrende martyrer” er i fuld kontrol.
Det er et flugtsikkert lidelsesfængsel, som alle til sidst går ned på.
Martyren har iført sig en rustning udadtil.
Men føler sig tit tom og værdiløs indeni …
Vi skal alle være opmærksomme på om vi har en martyr, der hersker i vort indre, og det vil ikke være nogen fed opdagelse.
Martyren kan ikke leve uden flokkens opmærksomhed og applaus, og det kræver, at man hele tiden er på mærkerne og pleaser flokken.
For martyren kan det føles meget egoistisk at skulle gøre noget for sig selv, og derfor er det rarest og mest trygt at have med andres projekter at gøre.
Martyren er afhængig af at få anerkendelse, ros og ikke mindst at blive “hyldet” for sit arbejde ude i slagmarken. Martyren selv vil aldrig indrømme dette, men gemmer sig bag en ret slimet, falsk ydmyghed.
Vi kommer ikke uden om at skulle lære at elske os selv.
Hvis vi konstant hungrer efter andres ros, anerkendelse og beundring, så mister vi os selv og forlader vores kerne og vores autencitet.
Vi ånder og lever for andres likes som det jo hedder i dag..
Vi ignorerer fuldstændig, hvad det er, vi virkelig vil selv.
For i vores higen efter, at folk skal kunne lide os, tilpasser vi os alle former for omstændigheder relateret til de andre.
Men vi indser også, at det er umuligt, at please alle og vi vil uværgeligt skabe et image hos nogen af at være ulidelig at være i stue med..
Hvis det er det, vi går efter, vil det være en kilde
til konstant frustration gennem livet.
Som altid, er du velkommen til at høre mere om hvad jeg kan hjælpe dig med.
Ring på 61 55 25 58 mellem 8-9 i hverdage.
Kærlig Hilsen
Betina.
