Når jeg tænker tilbage på julen i min barndom fyldes mit hjerte af varme, kærlighed og glæde. Og en lille tåre…i ny og næ.

Jeg elskede når mormor hentede julepynten op fra kælderen og min søster og jeg elskede at hive julepynten frem. Vi legede i timevis med nisserne og slæden og englene som efterhånden havde lidt uldet hår. Nogle manglede et øje, som vi så tegnede på med en tus.

Tingene skulle stå det samme sted og vi vidste præcis hvor kravlenisserne skulle hænge og hvor de søde små engle skulle hænge.

Julehusene med lys i kunne vi kigge på i timevis og digte hvad familien som boede derinde, fik i julegave.

Der var en bestemt nisse som altid betød så meget for mig.

Det var Drillenissen. Han var som du kan se på billedet sådan en, som sikkert mange har set i mormors eller mors hjem.

 Hans ben kunne sådan puttes ind over hans arme.
Drillenissen skulle altid hænge i mormors lysekrone!
Der hang han så lige indtil Nytårsnat, så tog mormor ham ned.

Min barnetro stolede blindt på Drillenissen.

Jeg tror, at jeg skulle blive 12 år… hør nu her…12 år – indtil jeg fandt ud af, at der ikke voksede ”mælkeskæg” ud over overlæben, hvis man ikke tørrede sig af med hånden. Det havde drillenissen sagt!

Drillenissen kunne få min søster og mig til at dække bord, tage ud af bordet og give morfar sutsko på – når han kom hjem lidt for sent, duftende af julehumle – efter et vigtigt forretningsmøde.

Når morfar havde fået sutskoene på, havde drillenissen pludselig 2 slikkepinde inde under sine arme? Min mor har senere fortalt mig, at morfar elskede at fodre Drillenissen med guf og at han nød vores glæde.

Drillenissen havde tit gemt min mormors briller og nøgler.
Min søster Majbrit og jeg elskede den frække Drillenisse.

Vi legede en leg der hed Drillenissen gemmer.

En slags Tampen brænder.

Vi havde også 2 støvler som blev fyldt op med frugt eller slik.

I min barndom var det lidt sparsomt, så glæden var stor.

Det var også Drillenissens værk.

Derfor pynter jeg op til jul. Derfor husker jeg julen som tryg, glædesfyldt og magisk. Vi var sammen altid og elskede at kigge rundt på stearinlys, lyskæder og klippede julehjerter og kræmmerhuse og fyldte dem med knas.

Vi legede mus med pebernødderne og vraltede klejner og bagte æbleskiver med rigtige æblestykker i.

Det var traditioner som mormor yndede at holde fast i.

Hun formåede virkelig at fastholde vores barnetro.

Jeg har gjort det samme. Jeg har formået at, til Fie og Frejas store ømtålelighed, at få dem til at tro – på nisser- indtil de blev 8!

Den jul sagde Freja: ”Mor, jeg ved godt at Tandfeen ikke findes og at det er dig der lægger en tier, hver gang, jeg har tabt en tand!”

 ”Og jeg ved også godt, at det var Onkel Kasper som var Julemanden!”
Ak ja, – Men de tror på Magi, Healing og at hvis man hjælper andre, blinker Englen ned til dem og siger: Godt gået Tøser!

 Se hvad Mormors gamle julenisse formåede.

At bevare Tro, Hjertevarme og Julemagi.

Lad pynt og gamle nisser blive til varme historier en dag!