Min vej tilbage til livet – Igennem Depression og Dark night of the soul – tilbage til livet.

Døden – kan være en udvej og lettelse hos folk med depression. Min vej tilbage til livet. Min opvågningskrise – 12 dage i vanvid og smerte.

  1. marts 2018 Af Betina Ekman

Det er faktisk helt naturligt, for folk med depression at komme så langt ud, at døden ikke føles langt væk. Og det kan føles som en lettelse at forlade den komplicerede verden. I 2005 tænkte jeg tanken et par gange og et sus af lettelse gennemsyrede min krop, når jeg stod ved bølgerne, ved min elskede strand i Liseleje og mærkede hvordan de hev og trak i mig. Når man kæmper sig igennem en depression, begynder man tit at tænke over nogle af de helt store spørgsmål om liv og død, og hvad der egentligt er meningen med det hele. Desværre kommer svarene ikke altid lige så naturligt som spørgsmålene.

Jeg blev dengang reddet af min healings og opvågningskrise. Jeg lå alene på mit stuegulv i 12 dage og kastede op, græd, hallucinerede, chantede – jeg var faktisk lige til en indlæggelse og havde der været en psykiater tilstede, var jeg helt sikkert tvunget med. Jeg låste min dør og vidste, at jeg skulle igennem noget. Og nej, jeg var ikke på hverken svampe eller Ayahuasca.
Det skete helt naturligt, da jeg overgav mig.
Jeg hører trommerne i det fjerne, den gnistrene ild omringet af åndernes sirene sang.
Shamanerne tager over. Jeg dør. Jeg forsvinder ind i intetheden.

Mødet med  The dark night of the Soul.

    

Min dødsangst forsvinder – jeg ved, at når jeg dør, vil Gud tage sig af mig.
Det har mormor altid lovet mig. – Tro Betina! Hører jeg hende sige i mit indre.
Jeg græder af lettelse.
Jeg hører min egen stemme: Fie og Freja jeg bliver nødt til at give op.

Shamanerne og jeg skulle slås i 12 dage med mit store Ego, som jeg tit så i hallucinerende tilstand, sidde i en stol med en kæmpe Fuck-finger lige op i ansigtet på mig. “Du får mig aldrig, Betina!” hånede det. mens det hoppede tilbage i min krop og skreg og forpinte mig.

Jeg var indespærret i min egen krop.

Jeg tabte 10 kilo i de 12 dage på gulvet. Febervildelser, smerterne i min krop, som var så uudholdelige, at jeg måtte vride mig fra side til side. Det føltes som kæmpestore sorte slimede slanger, som snoede sig rundt i min krop.
Jeg græd og råbte og banede og svovlede.
– ”Jeg vil ikke mere. Lad mig dø!”

De 12 dage i ildprøven, blev vejen til min passion.
Jeg rejser mig som Fugl Fønix ud af asken.

 

Det jeg lever og ånder for hver dag.
Hver dag træder mennesker ind i min hjertestue, med livets udfordringer og ingen kan få mig til at give op på mennesket
– for jeg har været der selv.

Jeg rummer meget smerte og lidelse i dag, på grund af den healingskrise. Giv ikke op, men vid, at der ligger et arbejde forude, som kan få dig til bage til livet med kærlighed, lykke og fred.
Vi skal bare finde ind til essensen.

Kærligst Betina