Mobning kan være et symptom på angsten for at blive afvist, forladt eller ekskluderet.
Og det er en alvorlig lidelse hos selve mobberen. For mobberen kan det handle om at vedkommende fundamentalt er drevet af en overbevisning om at han/hun vil blive forladt eller ekskluderet. Derfor er det vigtigt for vedkommende at sikre sig medlemskab og gerne populært medlemskab af flokken. Mobberen føler sig ellers truet på sin overlevelse.
Sandsynligvis har mobberen også arvet noget uhensigtsmæssigt fra forældrene og selve udviklingen i de tidlige udviklingsår kan have præget mobberen i den grad – Mobberen kan være født grænsesøgende og ufølsom. Måske arvelige personlighedstræk fra enten far eller mor og grundet opvæksten med evt. misbrugs forældre, en skilsmisse som ikke har gavnet barnet, og derfor kan barnet have udviklet den overbevisning at for at kunne klare at leve i den utrygge verden som mobberen er født ind i, må de ty til magt og kontrol. De erhverver ganske enkelt en remote-kontrol til andre mennesker. Derfor mener jeg, at det er et fælles ansvar som ligger hos skolen, lærerne og ikke mindst forældrene. For vi skal lære vores børn, at de bærer et ansvar ved ikke at sige fra over magtmisbruget med remotekontrollen.
Eksklusion ødelægger liv. Og ofrene bringer det videre resten af livet.
I dag i skoleklassen føler mange elever føler sig truede på deres tilhør, dvs. at de frygter at blive skubbet ud af fællesskabet. Nogle tager kontrollen og den stærkeste vinder. De finder så deres soldater ude i marken. Andre vender i den grad den anden kind til og danner små belejlige kliker for at undgå at stå helt alene. De kaldes også for de stille passive medløbere. Så ses som regel kun den enlige modige som står frem overfor mobberen og soldaterne og som siger stop. Men de er oftest helt alene. Vi skal avle nogle flere modige som tør sige stop!
I et konfliktramt skoleklassemiljø lider alle. Utrygheden vokser og lever i bedste velgående og ingen ved rent faktisk, hvad der foregår. Når man skal løse denne gåde, tror jeg, at det handler om, at alle tager ansvar for deres rolle eller bidrag i klassen. Alle skal stå ved deres adfærd og forstå hvad den afstedkommer. Det handler ikke om at placere skyld, men om at tage ansvar.
Sandsynlig findes et højt socialt angstniveau i klassen. Alle mennesker er afhængige af at tilhøre et fællesskab, og hvis man bliver truet på sit tilhør, så opstår der angst. Mennesker er ikke satellitter, der svæver rundt og altid opfører sig ens, uanset hvor de er – de bliver til i kontekster. En person får en stor del af sin identitet igennem sit samvær med andre mennesker, og derfor er eksklusion af fællesskabet et af de hårdeste slag, man som person kan få.
Derfor er det et fælles ansvar!
Ligeså snart at elverne ved at forældre og skole taler sammen, kan de ikke længere spille disse ud mod hinanden.
Husk at dit bidrag eller din rolle i klassen har en effekt på det sociale miljø i klassen.
Forstå hvad du bidrager med i klassen.
Sig stop og vær et ordentligt og respektfuldt menneske.
Kærligst Betina
