Overanstrengelse på højt plan.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle derud igen.
Altså med tungen ud af munden og et grådkvalt.
“Har I tjek på……….husk nu, åh nej vi har glemt tandlægen!”
– men det kom jeg…altså – igen.

Hvor ud?
I overanstrengelses banen.

Det har virkelig fået mig til at indse, noget meget vigtigt.
Jeg kom jo fra karrierekvinde og hende som kunne det hele på den halve tid.
Dengang i 2003.
Og ja, jeg var et overmenneske dengang.
Jeg kunne kravle på væggene.

Sygdom med stress tog dog kål på det, mange gange over tid.

Har jeg været stresset denne gang?

Oh yes!

Jeg har fulgt alle mine egne råd, walked all my talks og alligevel har jeg måtte tage mig selv i at arbejde for meget, igen.
Og ja, man kan se det, især i mit hjem.
Mine vinduer har ikke set skyggen af en klud i måneder…..øh år!
God undskyldning at bruge her.
Alt det som skal gives væk står og glaner i entreen. Tøj og loppeting hober sig op.
Jeg nænner ikke at smide det ud.
Jeg aner ikke hvornår mine piger skal til stævne eller hvornår, at der er skole/hjemsamtale?
Så hvad gik forkert denne gang?

Intet.

Livet er engang i mellem som livet er. Der kan nok ikke følges nogle opskrifter i denne situation.
Når ting falder sammen på den måde, som de har gjort siden februar. Mange dage med workshops med Jonette Crowley, gæster boende, mange events på Ballroom & Trotters og vores døtres konfirmation.
Pigerne har skiftet skole. Og de skulle i øvrigt også lige lære et nyt sprog, tysk. De skal indhente 2,5 års undervisning på 4 måneder, golftræning er  intensiveret og træning ligger ikke altid lige rundt hjørnet.
Sådan kan jeg blive ved.
Forskellen er, at det ikke længere er et mønster. Det er en livsbegivenhed som udspiller sig.
Flere ting er kommet oveni i hinanden og spontane undgåelige ting sprang lige oveni.
Forskellen er, at der ingen panik er. Der er dybe vejrtrækninger. En ting af gangen, hurtigt afløst af næste ting af gangen. Noget skal indhentes, noget skal afhentes og noget venter på mig.
Alt på en gang.
Der er ingen dårlig samvittighed. De upudsede ruder virker genialt, for så kan genboen ikke se morgenkopperne fra i går, stå på sofabordet.
Glemte jeg chokoladepapiret spredt ud over hele bordet og gulvet.

Forskellen er også, at det føles så rart ikke at være et perfekt menneske. Seriøst, det er så fedt!
Jeg efterstræber ikke at være overmenneske mere – jeg er klar over, at vi for nogle mennesker, ligner nogle som er langt ude. Og min søde mand Knud som ikke altid er spirituelt VÅGEN, kan godt pippe lidt, men så får han stukket Tolles Nuets kraft i hånden, også hører jeg ikke mere fra ham.
Når det lige blev for meget for mig, måtte jeg da også lige skælde et par måger ud og kigge op til himlen og finde Universets magi.

Ask the million dollar question:

” Hvornår stopper dette cirkus?”

Universet svarer mig modigt tilbage:

” Betina, vi kan ikke stoppe den bølge, som automatisk skyller ind over land, men vi kan love, at der altid efter kaos, indfinder ro og orden”
Dine mange år som vægkravler har styrket dig og klædt dig på, til netop disse stunder. Så fat mod og glæd dig over livets finurlige bølger engang i mellem.

Elsker min sofa især når vanviddet er ovre.

Sommerhuset kalder på mig og formaner:

“Du vover at pudse vinduer!”

Don´t worry! Jeg skal se Columbo hele weekenden!

Tak for dig kære sommerhus.

 

 

 

Luk menu

Betina Ekman

Tilmeld dig mit 

nyhedsbrev

15987