Sådan er det også at gå i terapi.

Selvudvikling er mange ting.
Og motiverne for at gå i terapi er også mange.
Vi søger hjælp/terapi og healing af mange forskellige årsager.
Det er ikke altid, at vi helt ved, hvorfor vi søger hjælp, men vi ved bare, at noget ikke føles som det burde.

 Når f.eks. vores overbevisninger styrer os ind i situationer og oplevelser, hvor vi igen og igen ramler hovedet mod muren.

Det ubevidste forsvar – som umiddelbart burde være til vores egen fordel, men som alligevel ender med at skade os selv.
Det er sådanne mønstre, som hele tiden sætter os skakmat.

Forsvarsmekanismer er en fælles betegnelse for alt det vi ubevidst foretager os, for at dæmpe vores umiddelbare følelser. Og de mekanismer kaster sig ukritisk over, både de gode og de dårlige/ubehagelige. Ellers ender vi i vores følelsers magt. Eller måske i angst.

Man kan opdele forsvarsmekanismerne i forskellige kategorier, efter deres ”voksen ansvarlighed”, eller sagt på en anden måde, graden af sideeffekterne ved dem.

Forsvarsmekanismer er på den ene side helt nødvendige for at kunne agere socialt – De sætter en dæmper på følelserne og gør os i stand til at kontrollere vores umiddelbare impulsreaktioner. Men hvis disse forsvarsmekanismer bliver altoverskyggende i vores adfærd, bliver vores følelsesliv koldt, overfladisk og afstumpet. Vi ender med at føle os som tomme hylstre.

I terapiforløbet vil man bl.a. opleve: Traume-bearbejdning – sorg – smerte, vrede, frustration, etc –  samt nye indsigter. Og langsomt, vil følelsen af lettelse lige så stille, men i stadigt voksende grad indfinde sig.
Det som måske især vil føles frustrerende kunne være at skulle ændre de gamle vaner og kreere nye måder at gøre- og anskue tingene på.

Sådan er det også at gå i terapi.

Det er et forløb og ikke et quick – fix.

Vi er jo homo sapiens (vanedyr) og vi elsker at synke tilbage i gamle mønstre af imaginær tryghed eller måske orker vi ikke at lære nye “kunster.”

Det er der sådan set ikke noget unaturligt ved.
Men … laver vi ikke lektierne mellem sessionerne, må vi gentage det i terapien – og så kan det føles som at træde vande, fordi vores forventninger til terapeutens evne til at hjælpe os, nogen gange kan skygge for nødvendigheden af egen indsats. (”lave lektierne”)
Vores forsvar elsker den lette vej.

Vi synes det er udfordrende at skulle ændre på vores adfærd midt i en travl hverdag.

En ting er sikkert: Terapeuten kan ikke gøre arbejdet for klienten mellem sessionerne.

Terapeuten kan ikke gå hjem og sætte grænser for børnene, hunden, svigermor eller chefen.
Så når en terapisession nogen gange føles som en spag omgang, kan det skyldes, at der var noget indlæring om adfærd, som måtte gentages.
Og så kan klienten ende med at synes, at terapien ikke virker.

(“Det har vi jo allerede talt om!” siger klienten.)
Bevidstheden om, at det tager tid at ændre egne vaner er vigtig og det er bevidstheden om at omgivelserne (de nære og kære) også vil gøre modstand også. Man får virkelig kamp til stregen fra sine omgivelser, når det går op for dem, at de også skal til gøre noget anderledes.

                UDHOLDENHED – VEDHOLDENHED – ALDRIG GIVE OP

                                             ER ALFA – OMEGA.

Man skal bide sig fast og vide sig stærk i at holde fast.
Man skal ville gøre det, der skal til, og som “terapien” VED virker på den lange bane.
Og så skal man have selverkendelse i at erkende at man måske nok ikke har lavet de lektier som man lovede sig selv – og terapeuten – at lave.
Ja sådan kan man forsinke sin selvudviklings-rejse frem mod målet.
Man skal agere som en ambitiøs “sportsudøver”
Og ønsker man resultater…?
…..- skal man træne – HELE TIDEN!

 

Den irriterende…., men kærlige terapeut skal nok ånde dig i nakken….konstante.

Hende er jeg meget kendt for at være……

At gøre sig umage i terapien, handler om hvor meget vilje klienten evner at lægge i at ændre de ting, der skal til. 
Hvis egenkærlighed og selvværd er lavt, så er det vigtigt at arbejde med dette først.
Jeg har folk som starter i terapi, som indledningsvis giver udtryk for, at de har masser af vilje, men når det kommer til stykket, ønsker de at få det hele serveret på et sølvfad.
(Quick Fix spøger igen.)
Eller også er de ikke bevidste om, hvor meget deres egen “selv-ligegyldighed”  hele tiden sætter dem skakmat og frustrerede.

Her er det vigtigt at vide, at den omsorgsfulde terapeut aldrig ville drømme om at bebrejde sin klient for at have svært ved at gøre noget for sig selv. Den dedikerede terapeut tør tage lederskabet og følge klienten igennem de svære “lektietimer.”
En sådan terapeut vil heller ikke være bleg for at oplyse sin klient om dette.
Ej heller at tage hånd om og agere på evt. modstand hos klienten.

Ønsker du at gå i terapi skal du gøre dig bevidst om en masse ting og den første  2 – timers afdækkende session vil blandt andet indeholde samtale om de udfordringer der vil opstå undervejs i terapien.

Det bliver en god samtale om hvor meget du som klient ønsker at blive ”trykket på maven”, – (ps. Jeg har mange armkræfter ) – og om hvad der vil være dit ansvar i terapi-forløbet. 

Det giver tryghed i at blive bevidst om sine ansvarsområder; både som klient og som terapeut.

”Glemte jeg at fortælle, at jeg har guldmedalje i at kalde en spade for en spade!”

 

Guldmedaljen fik jeg for  Omsorg, Tålmodighed og LEDERSKAB!

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email