Skillema-dinga-dinga-du

Skillema-dinga-dinga-du

Juleweb Soeren Banjomus Cover

 

Jeg har lovet mig selv at nyde resten af December.
Jeg bliver altid meget reflekterende i denne måned.
Især når jeg møder det fortravlede menneske i gadebilledet.
Trafik som går i hårdknude, diverse eder og akkurate kropstegn og fingersprog  som kastes gennem luften som skarpe knive.
For nogle gælder det om at komme først.
For andre handler det om størst eller bedst.
Uanset om det er køen ved kassen eller på motorvejen.
Det er virkelig reptilerne der styrer showet.
Dyret I os reagerer – som var det, det allersidste måltid vi skulle frem til.
Vi har kun os selv for øje. Tænker tit på at, hvis alle tænkte med hjertet i stedet, hvordan køerne ville føles som glidende lette endog helende.
Vores indre Helt ville sågar føle stolthed.
Vi ved jo godt hvor fedt det føles – når vi vinker en billist fri fra vognporten og vedkommende sender os det største lettelsens vink og ”Thumps up”

 

I bund og grund handler det om at tænde for knappen.
Bevidsthedsknappen.
At mærke, at vi ved vores blotte nærvær – står bedre fast på jorden og derved kan navigere os rummeligt frem med hensyn og omtanke.

 

Det er ikke så svært når først man får det lært.

Hvordan kan vi få matematikken til at gå op?

 

Når jeg holder i min bil i den længste bilkø på vej ud af byen, finder jeg roen i mig selv, skruer op for Søren Banjomus og tænker, at hvis jeg kommer for sent – passer det som nok med, at dem jeg skal møde,  også lige har brug for ekstra 10 min. For jeg kan ikke lave om på metrobyggeri og almindelig december travlhed.

Jeg kan stå op 10 min. tidligere end jeg plejer – for det handler også om at tilpasse sig omstændighederne.
Det omvendte synes vanskeligere.
Selvom nogle af os synes, at det burde være sådan.

Jeg tror på, at den nye tid handler meget om at være omstillingsparat.

Ikke at lave sig selv om, men at passe ind i den situation som udspiller sig.
Vi taber intet – tværtom – bliver vi muligvis begavet med indsigt og visdom. Når kroppen er i ro og smiler fredfyldt, udsættes den ikke for unødig stress også skal den ikke hele tiden regenerere sig selv.

Så det er vores egen lille reptil som udsætter os for anspændthed.

Det er den lille derinde som tænker: ”MIG MIG MIG!”

 

Når jeg mærker min lille reptil føler sig fastklemt, tager jeg den i hånden og siger: ”Ro på lille du. Jeg har tjek på det, du kan være ganske rolig.”
Også synger jeg i mit indre lidt om Søren Banjomus.

Så lægger den lille derinde sig til rette og synger med – også kan jeg igen være rummelig med hjertet som gårdsanger.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email
Luk menu

Betina Ekman

Tilmeld dig mit 

nyhedsbrev

15987