En stensikker opskrift på stagnation, manglende skaberkraft og måske starten på depression

Så har jeg igen lavet en fantastisk opskrift på speciel adfærd i en given situation, igen sammen med nogle af mine klienter.
Det har givet anledning til masser af grin og selvironi undervejs.

Opskrift på hvordan du aldrig får skabt noget i dit liv.
og aldrig vil lykkes og aldrig vil komme i gang med at leve din passion.

Og den er stensikker.

Følg disse trin hver dag og du vil blive ved med at være der, hvor du er nu – og stadig have en følelse af fiasko.

God fornøjelse.

1. Du starter dagen, mens du stadig ligger i din seng, med at sige til dig selv:

“Det nytter ikke”
Få den følelse helt ind under huden og tving den ud i hele kroppen. Mærk et stort ubehag og suk gerne højlydt.

2. Mærk nu, følelsen af manglende tro på dig selv.

Forestil dig  “flokken” stå lige foran dig og se dem gerne med masser af succes. Træk nu dynen helt henover hovedet og vend dig om på den anden side. Snup en ekstra lille lur og stå senere op. Nu med Søvnitis
( Søvnitis:sovet for meget, for længe og groggy af for meget søvn)
Tillad allerede nu en lille tanke om, at dagen næsten allerede er gået og spring videre til punkt 3.

3. Stå op og husk at tænke meget dårlige og negative tanker om dig selv.

Giv den gas! Sammenlign dig selv med andre og sæt dig opgivende ned på en stol og suk igen højlydt. Lav kaffe. Hvis du ryger, snup en smøg. Ikke-rygere skal lige åbne køleskabet og kigge ind for at lukke det igen.

4. Smør en mad med ekstra smør og en stor skive ost.

Fremtving en rastløshed i kroppen hvis den ikke har vist sig endnu. Sig til dig selv med stort ubehag: – Jeg skal altså tage mig sammen! Slå dig selv oven i hovedet og gentag : – det nytter ikke! frygt samtidig din fremtid og tænk på din forfærdelige økonomi. Sig nu. Det får jeg jo aldrig råd til.

5. Ring nu til en ven/veninde.

Udvælg enten en ven med lignende udfordringer eller en som har styrtende travlt og spørg om du forstyrrer? Fortæl, at du har gang i mange ting og, at der ikke er nok tid. Sig også, at din PC eller Mac hele tiden laver problemer – for ikke at tale om printeren. Læg på og suk. Ryg en smøg eller gå ud og åben køleskabet. Luk det igen.

6. Bliv lidt sur på de relationer som tilsyneladende har gang i den.

Send dem knap så positive tanker. Misbillig deres “fede” liv.
Brug en lup og find nogle “fejl” ved dem og det som de laver. Og bær gerne nag og mærk jalousien sive langsomt ud i kroppen, men overbevis dig selv om, at du ikke ejer jalousi i din krop.

7. Her kommer en af de gode og meget anvendelige trin.

Sørg for at udføre dette ca. hvert. 40. minut.
Lav overspringshandlinger. Gå på FB eller andre sociale medier. Googl noget impulsivt, som du tænker på.
Googl en gammel kæreste. Se fraklip fra Friends. Start med at vaske badeværelsesfliser, nå 4 fliser og opgiv, tøm opvaskemaskinen, kun halvdelen. Se på gamle billeder. Her kan du også frit bruge fantasien. Der er så mange muligheder indenfor trin 7. Nyd trin 7. Start et vision board og opgiv og se nu en masse udklip ligge og flyde overalt.

8. Bag en kage. Og ryd op i en skuffe.

Her er det vigtigt, at du tænker hvor stor en fiasko du er og  tænk især på, at du aldrig bliver til noget. Gentag: Hvad nytter det hele? Og tænk især her i punkt 8 på alle de fejl, som du har lavet gennem livet. Og slå dig selv i hovedet, hele tiden.
Her er det vigtigt, at du ikke bliver sur eller vred, men mere sådan rigtig ked af det. Vrede kan nemlig afføde, at du sætter gang i noget, så tud og tud og tud og gå ud og spis din kage. Et stort stykke. Tag gerne to stykker. Få det bedre med dig selv og sig, at du fortjener det. Se nu Friends – mindst 2 sæsoner.

9. Lav nu en plan for i morgen.

Bliv sådan lidt mor -agtig overfor dig selv. “Nej – nu må du altså gøre noget ved det!” Find noget energi frem, men husk det er først i morgen, at du gør noget ved det. Men skriv alle ting ned.

10. Ring igen til en veninde eller ven.

Her er det vigtigt, at du ringer til en som heller ikke har gang i den, endnu.
Fortæl nu denne ven hvad hun/han burde gøre. Faktisk alt det modsatte af det som du har lavet hele dagen.
Husk at brug ordet bare mange gange. Sådan her kan det lyde: Du skal da bare gøre det! – Sæt i gang! – Du har det i dig!
Det kommer til dig, men der sker ikke noget, hvis du intet gør! Hør vennen sige et lavmælt Tak med en lettere irritation i stemmen. Sig . ja jeg ved godt, at det er irriterende at høre, men du ved det jo godt.

11. Ryg nu mindst 2 smøger og overanalyser alt!

Til ikke rygerne! Gå ud og åbn køleskabet. Luk det igen og tag det sidste stykke kage, som ligger på køkkenbordet. Der er alligevel ikke nok til resten af familien.

12. Tænk nu igen på alle dine usikkerheder og mist totalt troen på dig selv.

Overbevis dig nu om, at tiden ikke er til det og at du må udmærke dig lidt mere først. Evt. tage en uddannelse mere. Et kursus mere.
Ja! Sig højt:  Ja det gør du i morgen!
Så nu er dagen næsten omme og du har fri indtil i morgen, så kan du starte forfra.
Gå tilbage til trin et i morgen.

God fornøjelse med opgaven.
Du vil lykkes. det er helt sikkert!

Hvis denne øvelse ikke er nok, så ring til mig: 61 55 25 58

Dann haben wir ganz andere Metoden!

Vi skal nok få dig i mål!