Hvorfor undertrykker vi mennesker vores følelser?
Vi er efterhånden blevet så bevidste om det, men mange mennesker lader stadig som om.
For filan, vi aner faktisk ikke hvor bange vi er indeni.
Følelsesmæssig undertrykkelse opstår især på grund af opvækst i et miljø, hvor der var ringe eller ingen plads til at opleve og udtrykke følelser.
Altså er vi sandsynligvis blevet opdraget af primære omsorgspersoner, som aldrig rummede os i at udtrykke negative følelser eller følelser overhovedet.
De kan, med vilje eller utilsigtet, have ugyldiggjort vores negative følelser gennem bemærkninger som:
”kom nu videre – så slemt er det ikke.”
”hold nu op med at græde – det bliver bare værre.”
”Du skal altså være lidt mere taknemmelig”
”Op på hesten igen!”
“Du er bare så nærtagende”
”Der er ikke noget som ikke er godt for noget”
Som børn internaliserer vi de budskaber som vi hører og lærer, at det ikke er godt at have negative følelser og vi lærer dermed aldrig, at det faktisk er vigtigt at få dem anerkendt.
Ydermere kan det føre til udvikling af mestringsstrategier, der fokuserer på at undgå og hæmme negative følelser, hvis man ikke har en guide i hvordan man udtrykker og håndterer følelser.
Vi vil derfor orientere vores opmærksomhed hen mod positive følelser, som er mere acceptable og tolererede af andre.
Vi bliver endog rost for at være så gode til at deale med det.
”Du er bare så sej skat!”
Hvad hvis vi begyndte at sige.
“Hvor er du modig, at du tør sige, at du er bange.”
Traumatiske barndomsoplevelser kan også resultere i følelsesmæssig undertrykkelse. Et barn, hvis behov blev ignoreret, ugyldiggjort eller forsømt, eller som blev kritiseret eller straffet for at vise og udtrykke følelser, kan være mere tilbøjelige til at undertrykke deres følelser som voksen.
Vores egne forældre havde måske en tendens til at bruge lyserød farvelade ud over alt. Jeg har klienter som aldrig har ville se ind i det som var/er dystert og ubehageligt.
Og derfor har de refraimet deres oplevelser og undertrykt deres følelser.
Forældre kan bagatellisere situationer og bortforklare noget som egentlig burde påtales og gøres virkeligt og sandt.
“Han mener det ikke så slemt”
Siger moderen som har oplevet sine børn få en kodyl verbal overhaling af deres far.
Wouw et traume de børn pådrager sig lige der.
Al skæld ud sætter sig lige i solar plexus og gråden sætter sig fast i halsen.
Hovedet gør ondt, kvalmefornemmelser og brystkassen strammer til.
Nu får barnet en “dulmings- is og et bagatelliserende
“far er nok bare træt og stresset.”
“Du skal ikke tage det så tungt – han bliver god igen!”
Denne pige vokser op og sluger kameler og lyver for sig selv.
Hun lader sig overrumle af mænd (for de mener det jo ikke så slemt.)
Vi skal dælmer sige det som det er!
Hvis far eller mor råber, skal den anden forældre sige :
“det er ikke ok og det gør ondt i maven at lytte til det der!”
“Nu fortæller vi alle hvordan det fik os til at føle.”
Og forældrene skal med ind i den øvelse for at være eksemplet!
Det er ikke nemt, men det starter med forældrene som skal lære at styre deres temperament og stoppe med at lave selvbedrag og lyve for sig selv.
Og lade som om alt er godt.
Jeg laver traume terapi og en del af terapien går ud på at forløse de følelser, som sidder fast i kroppen.
Det giver usund stress. Vi bader i kortisol hver dag. Der sidder en energi-tyv inde i os og stjæler fra os hele tiden. Der er ikke noget at sige til, at vi faktisk har brug for at dulme os hele tiden.
Og er konstant trætte.
Når vi forløser traumerne, healer vi følelserne i kroppen.
Når vi giver slip, får vi alt det som vi har brug for helt automatisk.
Det har vi bare aldrig lært at tro på.
I stedet trækker vi vejret dårligere.
Får mindre ilt til kroppen.
Det er ikke sundt.
Jeg siger det bare.
Føl, mærk og bryd igennem mørkeland.
Mange hilsner Betina
