Eksistentialismen er troen på, at vi mennesker grundlægger vores egen tilværelse, altså vores eget livsindhold og vores egen identitet, igennem valg og gøremål.
For at få et nærværende og vedrørende liv må vi derfor selv skabe mening gennem de valg, som vi træffer.
Og helt uundgåeligt, møder vi såkaldte konsekvenser, som gerne skulle få os til at blive bevidste livs grundlæggere fyldt med kærlighed og fred.
Vi kommer ikke til næstekærlighed, uden, at vi har fat i kærligheden og vi kommer heller ikke til medfølelse uden at eje følelser. Så uden kærlighed og følelser, forbliver vi ensomme sultne sukkende spøgelser, der uforløst søger det søde liv fyldt med fristelser.
Et perfekt liv hvor naboen helst gerne skulle kigge misundeligt ind over vores velklippede ligusterhæk.
Nogle, som er af samme mening som os selv, har samme interesse, og kan lide de samme overflader. Lige børn leger bedst, siger man, men udvikler vi os?
For en stund ville det være skønt at være Palle. Men for at udvikle os og blive stærke, må vi ud og bære og være en del af ansvaret. Være en del af verden og vide at ta-selvbutikkerne koster noget.
Livet er ikke en stor gratis ta-selvbutik.
Livet er en stor buffet hvor alle bidrager med en eller flere retter.
Vi skal alle bidrage med noget. Gøre en forskel. Vi kan ikke bare rage til os.
Verden skylder os ikke noget.
Som en del af verden. Vi er i verden hver eneste dag.
Så meningen må være at have noget at leve for, noget at leve af og nogen at leve med.
Vores sande jeg skulle gerne drives af liv, leg, passion og læring i kontakten med andre.
Ikke leve isoleret af frygt for kontakten med andre.
Ægte passion er at være i, at være med og at give,
mens egoet´s lyst hedder begær, beruselse og at tage – samt den evige frygt for sult.
Egoet kan ALDRIG få nok.
For så er vi en del af verden med ansvarlighed, kærlighed og fred.
At leve i nuet. Uden for mange larmende og forstyrrende tanker.
Overtænkeren kan endelig tage fri og gå ud og mærke sig selv i livet.
