Hvorfor kunne jeg ikke se det?

Hvorfor kunne jeg ikke se det?

“Hvordan kunne jeg ikke se, at min mor altid talte ned til mig og kritiserede mig hele mit liv.  
Var jeg blind autoritetstro eller hvad?
Det var Betina, der førte mig ind i en narcissist-mors verden.
Først prøvede jeg at forsvare hende.
Ordene fra min mund var:
 ”Men hun er min mor.”
En beretning fra en klient.
 

Denne gang har jeg besluttet at beskrive mor/datter forhold med eksempler fra klienter.
En af de meget svære ting at acceptere, når man er vokset op i en giftig eller dysfunktionel husstand, er erkendelsen af, hvor usundt det har været.
Et barn knytter sig og indordner sig dets tryggeste og tætteste omsorgsperson og stoler blindt på det som denne person udviser.

Det som Mor viser, ER måden, man gør tingene på.

Lad mig lige pointere, at fordi jeg ikke nævner far som omsorgsperson, er fordi ,at jeg i dette tilfælde har valgt at skrive om mor-personen.

Årsagerne hertil er både komplicerede og utroligt enkle.
Babyer/spædbørn har brug for kærlighed og en følelse af at høre til, knytte bånd, at trives, at spejle, at suge lærdom til sig og at udvikle sig.
Dette gælder ikke kun for mennesker, men for pattedyr generelt.

Hos hundehvalpe og kattekillinger viser undersøgelser , at der er stor risiko for, at en for tidligt fravendt hvalp eller killing vil udvikle adfærdsmæssige forstyrrelser senere i livet. De udvikles bedst ved at blive hos deres mor i mindst 12-14 uger.

 “Fraværet af en mor er ulykkelig for den spæde reptilhjerne (reflekser -ego), og medfører en  ubodelig skade på den komplekse og skrøbelige, limpiske (følelse) hjerne hos alle pattedyr.”

Den voksne datter af en narcissist-mor, som opdager hvor meget hun er blevet “gjort forkert” et helt liv, skal faktisk starte helt forfra, og lære sig selv og verden omkring hende at kende. Og hun lærer at se og, ikke mindst, erkende, hvad der har været dybt forkert eller ødelagt inde i hende selv.

Jeg har i mange år “nørdet” med dette emne, for det ligger mig så meget på sinde at hjælpe mennesker igennem den forhindringsbane, som den manglende omsorg har bragt dem ud på.

Vores art har brug for et samspil – “ping pong”  mellem os og en primær omsorgs person – normalt vores MOR – for at nå vores optimale psykologiske potentiale – Og gøre os  i stand til at styre/forstå følelser, styrke selvet, tage risici og forbinde følelsesmæssigt. 

Fra tidligste barndom forbinder vores hjerne faktisk med dem, der ligger tæt på os  i en stille symbiose, der former selve hjernens struktur – Skaber livslange følelsesmæssige mønstre, og gør os, i et stort omfang, til dem vi er. 

Det er videnskabeligt erkendt i dag, at menneskets måde at knytte sig til andre på, er påvirket af mors evne til omsorg i de tidlige år. 0-2 år er meget vigtige mor-år.



Her kommer et eksempel fra en klient:
Vreden, afstraffelsen eller måden min mor kunne ignorere mig på, var ulidelig og jeg tror bare, at jeg makkede ret for at gøre hende glad. Og ubevidst blev det mit livs formål at sørge for, at min mor altid var glad. Jeg voksede langsomt op med hele tiden at tjekke min mor ud.
Normalisering af mine barndomserfaringer.
Betina viste mig det der hæmmede min erkendelse af min mors ødelæggende behandling. Min mors falske ord og handlinger blev min opfattelse om det der foregik hjemme hos os.
Betina: Et barns verden er meget lille, og en mor har magt til at kontrollere fortolkningen af, alt det som forgår.

Klient: Hendes råben, tilbagetrækning, mobning, ignorering, manipulation, bevidst forskelsbehandling af en søskende og andre skadelige opførelser blev forklaret og gjort til sandheden af årsager formuleret af min mor. Selvfølgelig troede jeg  på, hvad min egen mor fortalte, viste og gjorde, som værende sandheden. Hun lærte mig også at hade min far , da de blev skilt.
Alt var en konkurrence for hende.
Jeg begyndte at tage afstand til min far.
Han var jo “ond og syg i hovedet.
Samtidig hver gang jeg nærmede mig min mor for at få nærhed, var hun altid træt eller stresset. Jeg er bevidst om, at jeg ikke har haft eller lært noget om nærhed og det at kunne knytte mig til andre.

Læs mere her om :
Når Mor ikke har været den bedste i verden

 

Betina fortæller mig, at jeg har fået en slags tatovering i mit sind,
som hun har lovet mig, at vi  med tid nok skal få helt styr på.



Men der vil nok altid være spor af den. Det gør mig til tider meget trist at vide, at min egen mor har forvoldt mig den skade. Men som Betina forklarer,  har min mor et usynligt handicap, hvis udslag, jeg skal lære at håndtere og sætte grænser overfor.
Jeg har stadig virkelig svært ved at forstå hvordan nogle omsorgspersoner kan være så afstumpede.

I dag forstår jeg årsagen til, at jeg altid har skullet gøre folk glade omkring mig.
Det bliver en styrke, hvis jeg samtidig passer på, at intentionen ikke er drevet af min tatovering.
Jeg er jo ret god til at få folk til at føle sig godt tilpas. Og kan det faktisk ret ubesværet.
Jeg kan stadig tage mig selv i at “forklare” min mor.
For denne side af hende findes også:
Den pæne og skjulte narcissist

Og når jeg graver dybere med Betina, kan jeg igen se gennem virkelighedens briller.
Et lille indre barn inde i mig håber dog stadig på bod og bedring.
Det kan jeg ikke løbe fra.

Du vil lære en masse om udviklingspsykologi og mors vigtige rolle på denne

Her et par ord fra en anden klient:
Jeg kan blive helt flov over, at jeg til tider som voksen stadig har brug for min MOAR!
Jeg har hungret efter intimitet og nærhed, og har kun haft fokus på aldrig at være alene, for min mor har vænnet mig til at skulle mærke og opfylde hendes behov først og fremmest. Jeg opfylder alle andres behov før mine egne.
Betina har endelig lært mig at kende til mine egne behov.
Jeg kan meget bedre være mig i dag. Tidligere når jeg havde en kæreste, havde jeg hele tiden fokus på hans behov og om han var sur eller vred?
Jeg skulle hele tiden sikre mig, at min kæreste var ok. Ellers troede jeg at jeg ville blive forladt. Det drev efterhånden den kæreste  til vanvid.
Jeg tiltrak også i en periode narcissistiske mænd, som altid bevidst manipulerede med vrede og afstraffelse. I dag er det første sted som jeg tjekker ind hos –  hos mig selv, men jeg kan stadig falde i fælden. Så tjekker jeg ind hos Betina.

Jeg har efterhånden haft mange mennesker forbi min Ektorp sofa.
Med disse ubevidste tatoveringer iboende.
Og jeg er ret “nørdet” omkring emnet.
Barn eller voksenbarn af narcissistiske forældre
giver svære skader på sjælen.
Det er muligt at komme sig, men der skal ryddes op –
Grundigt ryddes op.
Ellers giver vi det videre –
enten som medafhængige og over-involverede curlingforældre
eller som narcissisten selv.

Betina citat:
Intet er for sent, men noget skal ryddes op.

Du er ikke din tatovering – men den kan dælmer
styre the shit out of your life!
Det handler ikke om at lære at hade dine forældre.
Det handler om, at du lærer at elske dig selv.
Og lærer at sige kærligt STOP til dine forældre.
Og give den ubetingede kærlighed videre
til dine egne børn.
Sådan skaber vi en bedre verden.
Sammen.

Husk du kan ringe mellem 8-9 i hverdage
og få en snak om du er vokset op i et dysfunktionelt hjem.
Måske er tiden for dig at lære dig selv at kende,
dine egne behov og mærke kærligheden i dig selv.

61 55 25 58

Hvis du mærker noget eftertænksomhed i dig efter at have læst indlægget, er det helt naturligt, og din mor behøver ikke være 100% narcissist. Ingen mødre har gået i korrekt moderskole. Men med fordel kan du læse mere om min workshop:

Healing af indre barn – Få bedre kontakt til din intuition.

V i har alle godt af at rydde op i nogle af barndommens hengemte tatoveringer.
Ikke mindst for at blive trygge i at knytte bånd til andre mennesker.
Mennesket fortsætter rejsen som voksne, men frygten for enten at blive afvist eller at “de andre ikke synes, at vi gode nok”, bor måske ubevidst i os.
Det skaber bare dysfunktionelle relationer. det skaber ubalancer og vi får ikke alt det gode ud af vores ellers fantastiske liv.

Ønsker dig en skøn dag med selvforkælelse
og tid og lyst til nærvær.
Kærligst Betina

Luk menu

Betina Ekman

Tilmeld dig mit 

nyhedsbrev

15987