Nærvær og sund tilknytning. Noget vi nok ikke fik med i barndommen.

Vores børn og nuværende partnere
skal ikke bære byrden af vores egen
“barndommens tragedier.”

 

Ej heller vores tidligere dårlige valg eller vores udfordringer med ubetinget kærlighed, needyness, flugten fra nærværet etc. 

At håndtere vores egne begrænsninger, fejl og omsorgssvigtende adfærd og lære at kommunikere ansvarligt er vores opgave.

At undskylde og lytte intenst og nærværende til den skade, som vi har forårsaget vore nære og kære, og bryde mønstre er vores eget næstekærlige ansvar.

Men vi kan jo også bare tage videre og lade som ingenting.

(Det er sådan narcissisterne klarer sig)

Tænk hvis vi alle tog det ansvar på os.  – Så ville vi være medvirkende til at bryde nogle mønstre og skabe nogle gode vilkår for de mennesker som vi har sat i verden.
Hvem skal ellers gøre det?

Læs her om manglende ansvar

Vi skal rydde op i vores evne til at give nærhed og vores tilknytning
skal gøres mere sund og tryg.

Er du også bange for nærhed?

Du ønsker det sikkert, men forventer at få det eller flygter fra at skulle give og modtage det?

Den måde, vores omsorgspersoner så os på, bliver langsomt den måde, vi ser os selv på – Sådan skabes vores selvbillede.
Vi internaliserer både den positive og negative feedback, vi modtager på vores eksistens og særpræg fra livets begyndelse.

Den positive feedback bliver til selvværd, integritet og autenticitet, mens den negative bliver til ikke-integrerede dele af vores personlighed – fritsvævende selvfragmenterede skyggesider, som vi foragter.
Det negative, fjendtlige, ligegyldige, hjælpeløse eller fjerne blik fra omsorgspersonen bliver til selvhad, selvkritik, skyld og skam – og til falske overbevisninger om, hvem vi er og ikke er.

Når vores selvbillede grundlæggende afspejler fortidens negative feedback, som vi ofte ikke har klare erindringer om, oplever vi typisk os selv som forkerte, defekte, mærkelige, onde, egoistiske, svage, sarte, uværdige og uelskelige.

Vi skammer os over os selv, og den skam forhindrer os i at se både os selv og vores partner klart.

Læs her om de hengemte følelser.

Og vores partner står for skud især!
Det vi siger om andre, er vi jo også selv!

Når vores selvbillede er koblet tæt sammen med skamfølelsen (skamidentitet), må vi nødvendigvis møde omverdenen med frygt, mistillid, skepsis, paranoia og misundelse. Når vi har lært at forvente det værste i tætte relationer, begynder vi at frygte nærhed. Det kan ikke være anderledes. Vi er fra naturens side designet til at frygte det, som truer os. Frygten for nærhed er gift for vores relationer – for os selv og for den anden.

Den skadelige dans i parforholdet.

Mennesker med en utryg tilknytning har en hjerteskærende tendens til at søge en partner, der ligner en vigtig, men emotionel ustabil forælder –Den foretrækker det velkendte. Den utrygge reptil hjerne søger ubevidst utrygge omgivelser.

Når begge parter i et forhold lever med en ubevidst frygt for nærhed, bliver relationen meget nemt et emotionelt drama på liv og død. Man føler sig sårbar. Man kan ikke udholde følelsen af at være afhængig, og man er konstant usikker på, om de behov, man har, er legitime.

Man kan ikke give sig tillidsfuldt hen og må derfor bruge en masse energi på hele tiden at afkode, hvad der sker i den anden og i relationen. Man lever i et psykisk lidelsesfuldt rædselsvælde og frygter både den potentielle nærhed og tabet af den anden.

Følelsesmæssig sult.

Når man har levet i en tidlig utryg tilknytning, tror man, at et emotionelt ustabilt og dramatisk parforhold er kærlighed.
(Jeg ved ikke hvor jeg har dig!)

Man genoplever mange af de samme intense følelser som i barndommen – følelser af længsel, savn, skam og desperation – og forveksler dem med kærlighed. Følelsesmæssig sult er ikke kærlighed, men senfølgerne af en følelsesmæssig udsultning i barndommen.

Følelsesmæssig sult sanses som en kronisk, dyb indre smerte og utilstrækkelighed. Man kan ikke finde ud af, hvad smerten handler om. Man leder desperat efter en forklaring i det ydre. Følelsesmæssig sult handler netop om alt det, der manglede i relationen med omsorgspersonerne, men som man ikke vidste, man skulle have.

Når man er barn, er mor, far og familien vores eneste forbillede for det normale. Er der mangel på følelsesmæssig tilgængelighed, tænker barnet typisk, at det er sådan, det er at være familie. Eller barnet føler sig så forkert. Det forestiller sig, at det er dets egen skyld. ”Jeg er forkert!”

Senere i livet finder man måske en partner, der ligner en emotionel umoden forælder, fordi vedkommende passer til ens negative selvbillede og selvbeskyttelsesstrategier. Fremfor at finde en partner, der kunne lære os tryghed, søger vi typisk en ham eller hende, som kan blive beviset for, at vi ikke er værd at elske. ”Jeg er stadig forkert!”

Man klynger sig derfor til usunde relationer og lever med en masse negative konsekvenser af ikke at føle tillid, tryghed og uafhængighed. Det destruktive forhold er stærkt begrænsende for personlig læring og udvikling – både ens egen og ens partners. Man bliver ved man at blive bekræftet i det, man allerede ved: At kærlighed er smerte, og at man ikke er nok. Følelsesmæssig sult bidrager til regulær rædsel for aldrig at blive elsket og finde sand kærlighed – samtidig med, at man selv konstant saboterer alle chancerne. ”Der er jeg også forkert!”

 

Fremfor at turde vise den sårbarhed, der kommer naturligt, når vi giver os hen til en anden, lever man på en følelsesmæssig tilbageholdende måde, hvor man holder på sin medfødte betingede  impuls til at give og modtage fra andre mennesker i denne her verden. Man hæmmer sit naturlige behov for kontakt, nærvær og samhørighed, fordi frygten for tabet trumfer. Mistillid til partneren og manglede tro på sig selv i at
”Jeg er god nok.”

Når vi tidligt har lært, at vores unikke behov og ønsker er forbudte og egoistiske, ved vi som voksne ikke, hvad vi vil, hvad vi har brug for og hvem vi egentlig er. Vi har mistet kontakten til os selv, og dermed også evnen til at mentalisere vores partner. Vi kan ikke se, at vi selv bidrager til den destruktive dans i parforholdet. ”Det er den andens skyld!”

 

Der er fundamentalt tre måder at kontrollere en anden person på.
Man kan mobbe/krænke, kommandere og bruge magt, man kan true og skabe frygtreaktioner hos den anden, eller man kan trigge den andens dårlige samvittighed ved at bebrejde vedkommende sin egen ulykkelighed.

Der er tale om en slags psykisk terror, hvor man græder, truer, selvskader, skælder ud, tier, er deprimeret, går og kommer igen. Man kan således manipulere på mange subtile måder; gennem sammenbrud, dramaer, depression, straf, fortielse, ydmygelse, hjælpeløshed, trusler, tavshed, udelukkelse, løgn, snyd, passivitet og narcissistisk gråd, hvor man tyranniserer den anden med sin kroniske utilfredsstillet-hed.

Følelsesmæssig sult i parforholdet giver således anledning til megen smerte, forvirring og desperation. Man bliver holdt på afstand, straffet og kørt rundt i en følelsesmæssig karrusel uden begyndelse og uden slutning.

Og man mangler ganske enkelt sin egen stemme til at sige STOP!
Uden det STOP, fortsætter partneren ufortrødent – fordi partneren kun har lært at stoppe ved at søge grænser indtil han/hun bliver stoppet.

Det vigtigste valg er valget af partner.

For langt de fleste mennesker er det et mål at finde en partner og at leve i et tilfredsstillende parforhold, hvor man kan give og modtage kærlighed. Det er helt fundamentalt for mennesket, fordi vi er  flokdyr, vi har brug for samhørighed og intimitet. Men det kan være svært at elske og udholde hengivenhed, hvis man tidligt i livet erfarede følelsesmæssig kulde og distance. Og utilstrækkelig omsorgsfuld formåen.

Det er således næsten umuligt at tage imod kærlighed, når den samtidig vækker ubevidste, tilknytningsrelaterede erindringer om frygt, smerte, skam og ensomhed – når vi genoplever den intense frustration, desperation og panik i parforholdet, som vi måtte gennemleve i barndommen.

Den måske vigtigste beslutning i vores liv er valget af partner. Der findes ikke én perfekt partner, men visse kvaliteter er vigtige.

De handler om evnen til både nærhed og selvstændighed – herunder det at kunne udholde at være sårbar sammen med et andet menneske. Og give plads til hinandens forskelligheder.

Kritiske, vrede, dominerende, hårde, dømmende, kontrollerende, passive, udnyttende, hjælpeløse, deprimerede, angste og mistroiske partnere leder næsten altid til frustration og et smertefuldt parforhold, mens åbne, ærlige, selvstændige, venlige, empatiske og fleksible partnere øger sandsynligheden for, at parforholdet vil trives.

Når man lyver, manipulerer og bedrager den anden, ødelægger man både sin egen og den andens virkelighedsopfattelse.

Når man ikke kommunikerer klart og i stedet sender modsætningsfyldte signaler, skaber man forvirring og fremmedgjorthed. Det kan ingen kærlighedsrelation holde til.

Kærlighed, på den anden side, indbefatter at man kan glæde sig over den andens individualitet og at være sensitiv overfor den andens subjektive behov, følsomhed og sårbarhed.

At man kan vise respekt for behov, der er anderledes end ens egne, og at man både kan sætte og respektere grænser uden at krænke den anden.

 

 

Konklusion:

Frygten for nærhed vil ofte være ubevidst og have dybe rødder i den tidlige tilknytning til vores omsorgspersoner i barndommen – og alligevel vise sig tydeligt i den måde, vi kommunikerer på i parforholdet og i de valg vi tager, eller føler os nødsagede til at tage. Vi kommer ikke udenom ansvaret for os selv. Og stoppe med at skyde de andre vores eget shit i skoene……

Der er altid plads til en gratis og uforpligtende samtale.

Bestil tid her:

betina@betinaekman.dk